THE TWO POPES

★★★★★☆

Fernando Meirelles fik sit gennembrud med den ultra voldelige brasillianske film, "City of God", men opnåede en vis form for soning via "The Constant Gardener", der indbragte Rachel Weisz en Oscar. Nu er man endelig parat til at tilgive ham på grund af THE TWO POPES baseret på manuskriptforfatteren Anthony McCartens eget mesterlige skuespil "The Pope".

En ny pave skal udnævnes og valget står tilsynelandende mellem Pave Benedikt og Pave Frans, der ikke bare stammer fra hver sin verdensdel, men som ligeledes repræsenterer to vidt forskellige retninger for den katolske kirker.
Når THE TWO POPES er blevet så glimrende en film, som den rent faktisk er, så er det dog ikke kun manuskriptets og instruktionens skyld, men i mindst lige så høj grad de to skuespillere, der spiller de altdominerende hovedroller.

Jonathan Pryce vandt for år tilbage hovedrolle-prisen i Cannes for sit blændende spil i "Carrington", men på trods af en række bemærkelsesværdige præstationer i bl.a. "Brazil" og "The Wife" har har endnu aldrig opnået en Oscar-nominering. Den har han chancen for nu, men kategorien er allerede trang.

Så ser det bedre ud for Anthony Hopkins, der allerede har opnået 4 Oscar-nomineringer og een Oscar (for "Ondskabens øjne"), og som med lidt god vilje kan dyste i birollekategorien. Anthony Hopkins kroner sin karriere med sit portræt af den ensomme Pave Benedikt, måske det ypperste Hopkins nogensinde har lavet? Lad os håbe, at Golden Globe-opbakningen til ham, Pryce og filmen gør indtryk på Oscar.

Du må i al fald ikke gå glip af dette topmøde mellem to af skuespilkunstens giganter, for THE TWO POPES er også meget andet og mere end blot et stjernetræf, og giver tilmed et fint indblik i den katolske kirkes historie. Og skynd dig – for Netflix-filmen holder sig desværre kun i biografen en lille uge.