47 METERS DOWN: UNCAGED

★★☆☆☆☆

Endnu en haj-film… Steven Spielberg har efterhånden meget på samvittigheden. For hvis ikke han havde hittet globalt med sin nervepirrende 70er-film "Dødens gab" (Jaws), var vi ikke blevet belemret med årtier af film om havets mest ondsindede skabninger.

Instruktøren Johannes Roberts er mildest talt ikke nogen Steven Spielberg. Næsten en halv time snegler sig afsted, før vi får det første ordentlige gys, og det meste uhyggelige ved denne film er faktisk de 4 unge pigers håbløse håndtering af banale replikker.

Efternavnene Stallone og Basinger burde have fået en alarmklokke til at ringe hos producenterne, men de må åbenbart være tilfredse med at se unge piger i småt og vådt badetøj hvine af skræk. At en film er lavet på et lille budget behøver ikke at betyde, at den laveste tænkelige fællesnævner behøver at herske, men det synes at være tilfældet her.

Vi keder os det meste af tiden, og effekterne forekommer lidet overbevisende. Selv hajen virker utilfreds med at skulle bruge tid på denne film, så hvorfor i alverden skulle publikum?