MIDWAY

★★★★☆☆

Roland Emmerich er mest kendt for pompøse storfilm som “Independence Day”, og “Midway” føjer sig naturligt til rækken af opulente værker. Det har allerede ry for at være den hidtil mest kostbare film, der produceret udenom Hollywood, men er i bund og grund en gammeldags krigsfilm.

Kvinderollerne er om muligt mere stereotype end i de gamle film, og man ville ønske, at Roland Emmerich havde studeret mesterværker som “Havet blev vor skæbne” og “Mrs. Miniver”, der formåede at tegne nuancerede kvindeportrætter, selvom de blev optaget og udspillede sig under krigen.

Det er tydeligvis kun mændene, der interesserer Roland Emmerich, og i Ed Skrein og Woody Harrelson har han to stjerner, der kan siges at ligne “rigtige” mandfolk, men som er blottet for den periodefornemmelse, der også kræver at spille med i en film, der foregår under 2. verdenskrig.

Så går det faktisk bedre for Luke Evans og faktisk også for sangeren Nick Jonas, der begge giver os helteportrætter, vi kan tro på. Veteraner som Jun Kunimura og Dennis Quaid giver vægt til et par karakterroller på hver sin side af krigszonen.

Det er dog som altid i en Roland Emmerich-film effekterne, der bliver hovedattraktionen og på den front formår MIDWAY virkelig at levere varen. Tidsbilledet fungerer også upåklageligt, så for nostalgiske fans af gamle krigsfilm vil der ligeledes være noget af hente – inklusive en lille hyldest til den legendariske instruktør John Ford.

Filmens største overraskelse ligger i den afsluttende dedikation til såvel de japanske som de amerikanske soldater, der mistede livet i forbindelse med slaget med MIDWAY. For selvom japanerne et langt stykke af vejen fremstår som karikaturer, så fornemmer man alligevel en vis empati med dem i deres nederlag, og det forekommer usædvanligt, omend tiltrængt klædeligt.