A SPACE IN THE DARK

★★★★☆☆

Aarhus Teater og Det Kongelige Teater havde tidlige på sæsonen premiere på en storladen David Bowie-forestilling med titlen “Lazarus”. Men det er lykkedes Black Box Dance Company fra Holstebro at lave en forestilling med større ægthed og dybde.

I A SPACE IN THE DARK samles en gruppe dansere til gravøl. Herefter tager de os med på en livsrejse – fra stjerne til støv – med alt hvad det indebærer af store følelser. Og selvom David Bowies “Let’s dance” på passende vis danner ramme om forestillingen, så stifter vi i høj grad også bekendtskab med den mere alvorlige og eftertænksomme David Bowie via bl.a. “Ashes to Ashes” – et ubetinget højdepunkt.

I tilgift får vi nogle velvalgte toner fra komponisten Henrik Munch (Sorten Muld) og en ganske raffineret lydkulisse, der især betoner de mere dystre momenter i sangene.

Kostumerne er mørke og magiske, og den enkle dunkle scenografi udnytter fikst både røg og de beskedne lyskilder, så det giver mening i forhold til sangene.

6 af Black Box Dance Companys fortræffelige dansere formår både at fortrylle og forføre os, og især mændene (Joshua Scott, Marco Rizzi og Lionel Ah-Sou) får lov til at slå sig løs. Vi rammes flere gange af en stille smuk melankoli undervejs, men vi forlader alligevel Baltoppen i Ballerup i opløftet tilstand – parat til at kridte danseskoene.

(Michael Søby)