★★★★★★
Den storslåede og romantiske franske filmkomedie EDMOND sammenlignes ikke uden grund med Oscar-vinderen "Shakespeare in Love". For hvad John Madden gjorde for Shakespeares tekster, formår Edmond Rostand at gøre for fransk teaters hovedværk, Edmond Rostands "Cyrano de Bergerac".
Ingen bør naturligvis betvivle den position som Jean-Baptiste Poquelin alias Molière indtager som verdens største komedieforfatter, men "Cyrano de Bergerac" fangede allerede ved sin premiere selve folkesjælen i Frankrig, og selv 122 år efter spilles stykket flittigt over det meste af verden. Dette efterår kan man således både nyde en repremiere på Aalborg Teater samt en hel ny opsætning af stykket på Det Kongelige Teater med Olaf Johannessen i titelrollen.
Den unge skuespiller, dramatiker og instruktør Alexis Michaliks beretning om stykkets tilblivelse er en kærlighedserklæring til teatrets væsen. Galskab og generøsitet bliver afgørende faktorer og samtlige roller spilles virtuost. Alexis Michalik (der fik sit gennembrud som filminstruktør i 2014 med kortfilmen "Au sol") nøjes selv med en mindre men ikke ubetydelig rolle som Georges Feydeau, den franske farces fornyere og forfatter til mesterværker som "Hotel Paradiso", "Fruer på viften", "Herren går på jagt" og "Tag dig lidt af Amélie".
Også selveste Sarah Bernhardt væves på raffineret vis ind i handlingen og gestaltes med djærv humor af Clémentine Célarié (César-nomineret for sin birolle i "Betty Blue").
Men opmærksomheden samler sig naturligvis om den sarte og sårbare Thomas Solivérès som den stadig mere frustrerede dramatiker Edmond Rostand. Samt ikke mindst hans Cyrano – den franske frikadelle Constant Coquelin, som spilles med den helt rette grandeur af selveste Olivier Gourmet (Cannes-vinder for Dardenne-brødrenes "Le Fils").
I tilgift får vi et overflødighedshorn af præcise komediepræstationer bl.a. Mathilde Seigner som den aldrende rapkæftet skuespillerinde Marie, der er mindst 20 år for gammel til at spille Cyranos elskede Roxanne. Også Igor Gotesman som stjerneskuespillerens talentløse søn og Dominique Pinon som den gamle regisør bidrager til festligheder.
Læg dertil et uhyre rigt tidsbillede med sublime miljøbeskrivelser og prægtige kostumer, og man har en af filmsæsonens mest frydefulde franske filmoplevelser.
