SMERTE OG ÆRE

★★★★★★

Antonio Banderas fik i 80erne sit gennembrud i Pedro Almodóvars "Begærets lov" ("La ley del deseo"), en af instruktørens mest personlige film. Indtil nu. For hans seneste SMERTE OG ÆRE ("Dolor y gloria") handler om en succesfuld filminstruktør, der ganske vist hedder Salvador, men som umiskendeligt ligner et selvportræt.

Da Salvador forud for et Cinemateksarrangement genforenes med den skuespiller, der for 30 år siden ødelagde en af hans film (en reference til Almodóvars mangeårige konflikt med Carmen Maura), får mødet en højst uventet drejning. Skuespilleren er nemlig stadig på stoffer, og da den sygdomsplagede instruktør også tyr til at prøve, opnår han både lindring og en slags afhængighed.

Antonio Banderas kroner sin karriere med sit spil som mesterinstruktøren, og samtidig er indsatsen en langt fra ukritisk kærlighedserklæring til den ubetinget største af alle de nulevende spanske filmmagere.

Man kunne naturligvis ikke komme uden om at hædre den underkendte Antonio Banderas med Cannes-filmfestivalens pris for bedste skuespiller efter en årrække som "latin lover". Men det betød så samtidig, at man ikke kunne tildele SMERTE OG ÆRE den guldpalme, som den helt indlysende burde have haft. For får en film guldpalmen, kan den ikke modtage andre priser jvnf. reglerne for festivalen.

SMERTE OG ÆRE er filmen, der favner Pedro Almodóvars liv og karriere, og rollelisten indeholder derfor en lang række gamle kendinge – alle glimrende: Julieta Serrano ("Kvinder på randen af nervøst sammenbrud"), Cecilia Roth ("Alt om min mor") og Penélope Cruz ("Volver"). Men også nye navne som den velspillende Asier Etxeandia (i rollen som den stofmisbrugende skuespiller) og den gudesmukke César Vicente (som følsom håndværker) formår at gøre indtryk.

Hvis SMERTE OG ÆRE virkelig bliver den 70-årige Pedro Almodóvars sidste værk, kunne han ikke have sat sig et smukkere og mere livsklogt filmisk punktum.