★★★★★☆
Kathrine Kressmann Taylors brevroman fra 1938 er på Skuespilhusets store scene lagt i hænderne på et rent mandehold anført af iscenesætteren Thomas Bendixen.
Forestillingen har karakter af et topmøde mellem to af landets stærkeste skuespillerprofiler, Søren Sætter-Lassen (som den jødiske Max) og Lars Mikkelsen (som hans tyske ven Martin).
Max befinder sig i San Francisco, men Martin er taget tilbage til Tyskland med sin familie for at deltage i den tyske genrejsning. Vi følger deres brevveksling i de tidlige 30ere, hvor verden forandrede sig markant, hvilket fik fatale konsekvenser – også på deres venskab.
Jonas Fly forsøger i sin brevformede scenografi og de stilsikre kostumer at give os den rette periodefornemmelse og det lykkedes også til dels, godt hjulpet af Jakob Thorbeks videodesign. Den fineste detalje indfinder sig, da lysdesigneren/videoredaktøren Frederik Heitmann gradvist lader mørket sænke sig over brevpapiret i takt med, at Max får sit sind formørket af dårlige nyheder fra Berlin.
Begge skuespillere synes at være i topform. Søren Sætter-Lassen finder fornemme udtryk for Max’ stadig stigende desperation, mens Lars Mikkelsen viser os, hvordan Martins arrogance gradvist vokser til væmmelse.
Thomas Bendixen vover at lade de to brevskrivere kommunikere direkte på tværs af brevene med svingende held. I den legendariske forestilling "Kærestebreve" med Bodil Kjer og Ebbe Rode blev det forestillingens clou, men her aldrig helt organisk i forhold til teksten. Den koreograferede intro og de musikalske mellemstykker virker ligeledes sært påklistret, for vi må jeg endelig ikke kede os eller blive alt for triste.
At teksten virker mere litterær end dramatisk, gør dog ikke nødvendigvis ADRESSATEN UBEKENDT til et dårligt stykke, og stoffet er under alle omstændigheder interessant. Men måske havde stykkets relativt konventionelle form passet bedre til Folketeatrets profil?
Der er allerede fremkaldelser efter fem kvarter, og efter pausen står det tilskuerne frit for, om man vil deltage i en debat med udgangspunkt i forestillingen efter et oplæg af den begavede Bo Lidegaard.
Men da selve teaterdelen i grunden var så enkel og hel, og ikke krævede nogen forklaring, havde hverken min ledsager eller jeg behov for mere. Så vi forlod teatret beruset af to eminente skuespillerpræstationer og af en tekst, der fortjener at blive genopdaget – uanset om det sker i bogform eller i teatret.
(Michael Søby)
