Månedens interview: LILY WEIDING

Af alle landets skuespillere fremstår Lily Weiding som den fineste. Både når man tænker tilbage på de talrige scenetriumfer eller genser klip fra hendes uforlignelige film- og tv-karriere.

I Skodsborg-lejligheden tager hun imod med samme blidhed, som man forbinder med et væld af hendes roller. Øjnene er stadig lige indtrængende og hukommelsen nærmest uhyggelig skarp.

Og dog er det 78 år siden, at hun spillede muse i en turné-udgave af “Dyveke” med Liva Weel på foranledning af Karen Marie Løwert, der havde lagt mærke til hende i “Jomfruburet”.

Oprindeligt havde det været tanken, at Lily Weiding skulle læse til skuespiller hos iscenesætteren Jon Iversen, men han havde ikke tid og gav hende i stedet en lille opgave i “Jomfruburet”, hvori også Karen Marie Løwert medvirkede.

“Når Liva sang “Man binder os på Mund og Haand” i “Dyveke” var det som om publikum holdt vejret.”

Oplevelsen gjorde et uudsletteligt indtryk på teenagepigen Lily, der egentlig kom til optagelsesprøve på Riddersalen for at give en veninde stikord, men som gik derfra med lovning om et medlemskab til Dansk Skuespillerforbund. Det kom skuespillerforbundet heller ikke til at fortryde, for allerede den 30. januar 1942 fik Lily Weiding sit egentlige gennembrud på Frederiksberg Teater (det nuværende Aveny-T) i Thornton Wilders “Vor by”.
Stykket havde været en stor succes i USA, og var allerede blevet filmatiseret i 1940 af Sam Wood med Martha Scott som pigen Emily, der dør i barselsseng, men får lov til at vende tilbage til livet.

Filmen fik dog først premiere efter krigen, så Lily Weiding var den første Emily, vi fik at se i Danmark, og intet mindre end en sensation. Af Billed-Bladet fremgår det, at den verdensberømte danske filminstruktør Benjamin Christensen allerede dagen efter premieren ringede til hende og tilbød hende hovedrollen i sin næste film “Damen med de lyse handsker”.

“Desværre var det en frygtelig film. Jeg husker stadig, hvordan publikum grinede alle de forkerte steder. Det var rædsomt.”

For Benjamin Christensen betød fiaskoen, at han aldrig kom til at lave film igen. Og for den unge Lily Weiding blev det en barsk lærestreg. Heldigvis indspillede hun samme år filmen “Tyrannens fald”, der fik en noget bedre modtagelse, og hun sejrede snart på scenen igen – nu som Hedvig i Henrik Ibsens “Vildanden”. Men Lily Weiding ville lære noget mere, og søgte optagelse på Det Kongelige Teaters elevskole, hvor hun uddannede sig i tidsrummet 1943-45.

“Jeg spillede bl.a. Solveig i “Peer Gynt”, mens jeg var elev på Det Kongelige Teater. Det var på en måde alt for tidligt at sende mig ned på den store scene.”
Men i “Peer Gynt” spillede hun overfor teatrets store nye mandlige stjerne, en ung mand ved navn Mogens Wieth, som hun mange år senere skulle stifte familie med.

Anmelderne havde allerede fra start lovord til dem begge: “Mogens Wieth er den fødte Peer Gynt”, fastslog Svend Borberg i Berlingske Tidende d. 15. september 1944 og tilføjede: “Som Solveig indfriede Lily Weiding alle berettigede forventninger. Hun var netop den lille pige, der endnu holder sin mor i skørtet, og siden af renhed frasiger sig alt for Peers skyld.”

Filmarbejdet blev snart genoptaget og denne gang udmøntede det sig i en sprudlende komedie med titlen “De kloge og vi gale” instrueret af duoen Alice O’Fredericks og Lau Lauritzen jr. Her spillede Lily Weiding søster til Poul Reichhardt, manden der havde anbefalet hende at blive elev af Jon Iversen. Som filmens udskejende forældre gav Poul Reumert og Anna Borg to af karrierens mest veloplagte filmpræstationer, men også Lily Weiding og Poul Reichhardt strålede som deres børn.

“Reumert byggede sine roller op som en ingeniør. Han havde ikke det der med, at det kom strømmende indefra, og det var netop det, som han beundrede så dybt hos Mogens Wieth. Mogens og jeg kom senere sammen med Reumert privat. Både mens Anna Borg levede og bagefter. Poul Reumert elskede Mogens Wieth, og han kom også ud til mig, da Mogens var død. Vi havde et nært forhold, så da jeg mange år senere modtog en Reumert-pris for Astrid Saalbachs “Aske til Aske” sagde jeg, hvor lykkelig jeg var over at modtage en pris, der bar hans navn. Han skærpede værdien i vores arbejde.

Nu er der så mange, som gør nar af ham og selvfølgelig skal man i dag ikke tale, som han gjorde. Det var jo en anden tid. Jeg taler da også anderledes i dag i forhold til dengang. Dem der nedgør Poul Reumerts måde at tale på, de ved slet ikke, hvad de taler om. Han var jo en gigant. Når han kom ind på scenen, så man jo ikke andet end ham.

Han kunne også være skræmmende. Een gang skældte han mig frygteligt ud. Jeg var med i “Et spil om en vej, som til himlen går” på Stærekassen sammen med Anna Borg, og en dag kom Reumert forbi for at tale med sin kone. Jeg sad på en lille stol ude i mørket og jeg tænkte: “Skal jeg rejse mig?”. Men jeg valgte at gemme mig. Så fik han øje på mig og skældte mig ud. Han sagde tilmed at, “der er åbenbart INGEN, som ved, hvem jeg er her! De tror åbenbart, at jeg er en sporvognskonduktør!!!”
Reumerts gode ven Aage Winther-Jørgensen kom hen til mig bagefter og sagde, at han havde talt med Reumert, og alt var i orden igen. Så vi fandt hinanden på ny.

Reumert var ikke glad for elevskolen på det tidspunkt, men kom selv til at undervise der senere med bl.a. Morten (Grunwald) som elev, og Morten elskede ham.”

Succesen med “De kloge og vi gale” udløste flere filmopgaver til den unge skuespillerinde.

I “Billet Mrk.” bliver den hårdarbejdende Ellen Gottschalch narret af en fæl Gunnar Lauring. Filmen byder desuden på præcise birollepræstationer af Erni Arneson, Petrine Sonne, Lise Thomsen – og af en sårbar Lily Weiding som en ugift kvinde, der nægter at give afkald på sit barn. Instruktøren var Lily Weiding kollega John Price, der sagde de bevingede ord:

“Man skal ikke sige mere til en skuespiller, end der kan stå på bagpå et frimærke. Men det, man siger, skal skuespilleren kunne bruge.”

Rollen som Nobelpris-kandidaten Rolf Swedenhielm havde været en stor personlig succes for Poul Reumert på scenen, og takket være Lau Lauritzens “Familien Swedenhielm” er præstationen blevet bevaret for eftertiden. Lily Weiding fremstår som en yndig repræsentant for den yngre generation, men bortset fra Ib Schønberg som grum ågerkarl ved navn Eriksson får ingen for alvor lov til at forstyrre Poul Reumerts one-man show.

For Lily Weiding personligt blev det især den gribende “Oktoberroser” af Charles Tharnæs, der fik betydning. Hovedrollerne spilles smukt af Karin Nellemose og Ingeborg Brams, men man bemærker skam også Lily Weiding som pigen, der har kun har øje for sin far. Han spilles da også af Sigfred Johansen, kendt og elsket som en af 30ernes mest sofistikerede komedieskuespillere med pragtpræstationer i film som “I dag begynder livet”, “Pas på Svinget i Solby” og “Tak fordi du kom, Nick”.

“Vi kunne godt mærke, at der skete et eller andet under optagelserne til “Oktoberroser”. Så vi blev gift. Han var 17 år ældre, men det var ikke noget, vi tænkte på i det daglige.

Jeg kan huske, at jeg så Sigfred for første gang på Allé Scenen – det der i dag hedder Betty Nansen Teatret – sammen med min mor. Han spillede en tryllekunstner i Gilbert Keith Chestertons skuespil “Magi”. Hans udstråling var så fantastisk, og han havde en særlig evne til at tage publikum med op på scenen. Man kom ham hele tiden nærmere, for man ville så gerne vide, hvad det var, der foregik deroppe. I dag skal skuespilleren helst sætte sig på skødet af publikum, men det behøvede Sigfred ikke at gøre.

Han blev ofte lidt nedladende kaldt for “en charmetrold”, men spillede også Sartres krævende “Lukkede døre”, hvor han skal kigge ned af en lang gang med retning mod helvede. Så fik han et brev fra en kendt psykiater om, hvad det egentlig var han så, når han kiggede ned af den lange gang. Det må siges at være en cadeau.”

I 1949 oplevede den 25-årige Lily Weiding sin første store teatertriumf som voksen. Det var i rollen som den forsmåede kærlighedshungrende Alma i Tennessee Williams’ “Flyvende sommer” (“Summer and Smoke”).

Igen fik Lily Weiding lejlighed til at introducere et dansk publikum for en bemærkelsesværdig kvindeskikkelse forfattet af en af de største amerikanske dramatikere overhovedet. Stykket blev da også filmatiseret i USA i 1961 af Peter Glenville med Geraldine Page i hovedrollen.

“Jeg havde en meget god vejleder i Sigfred (Johansen). Han havde en fantastisk timing og mestrede det som Hamlet kalder “trippingly on the tongue”. Det vil sige, at alle replikker falder med en usædvanlig lethed og elegance.

Han havde jo været hos Betty Nansen, der selv havde arbejdet sammen med Herman Bang. Sigfred fortalte, at Betty Nansen havde bedt ham lære “Hjortens flugt” udenad for at træne hans stemme.

Sigfred kom ud og så en generalprøve på “Flyvende sommer”, og så sagde han til mig bagefter, at “nu behøver jeg ikke sige mere, nu kan du selv.” Det føltes som et ridderslag.

Det var også Sigfred Johansen, der rådede mig til at søge væk fra Det Kongelige Teater. De havde jo både Bodil Kjer og Ingeborg Brams, så jeg indså, at der ikke ville blive noget at lave for mig. Derfor stoppede jeg på Det Kongelige Teater og kom ud til Meir Feigenberg på Riddersalen. Han turde heldigvis at give mig en stor og vanskelig rolle som Alma i “Flyvende sommer” af Tennessee Williams. Succesen var så stor, at vi måtte genoptage forestillingen, og jeg endte med at spille den 224 gange. Den rolle og det stykke sagde mig så meget, og jeg tror, at jeg så at sige “strikkede strømpen selv”. ”

Forestillingens iscenesætter Bjarne Henning-Jensen var da også primært filminstruktør og havde året før givet Lily Weiding karrierens bedste filmrolle overfor Ebbe Rode i “Kristinus Bergman”, hvilket udløste en Bodil-nominering til den unge skuespillerinde. Men een ting var at instruere film, noget andet er at iscenesætte teater.

“Kristinus Bergman” vandt en Bodil for Annelise Reenbergs besnærende indsats som filmfotograf, og havde premiere samme år som en anden af Lily Weidings bedste film, Johan Jacobsens “Tre år efter” forfattet af Soya og Fleming Lynge. Et ætsende opgør med hykleriet efter 2. verdenskrig, hvor nogle blev dømt hårdt og andre gik fri for de samme forbrydelser.

“Af alle mine film er “De kloge og vi gale”, “Kristinus Bergman” og “Tre år efter” nok dem, som jeg er mest glad for at have medvirket i. Angelo Bruun var vidunderlig…og Karin Nellemose. Jeg synes også, at Hans-Henrik Krause var så glimrende i rollen som frihedskæmperen. Casting betyder alt. Det vidste Johan Jacobsen. Men det var ikke alle, der vidste det.”

Herefter gik der underligt nok en del år, før filmbranchen atter fik lejlighed til at bruge Lily Weiding, men hun måtte også sige nej til en del tilbud på grund af sit teaterarbejde eller hvis hun følte, at den pågældende rolle ikke passede til hende. Men på scenen fortsatte hun sejrsrækken.

“Een af 1000” (“Once in a blue moon”) var en ret vovet komedie, hvori Lily Weiding spiller en konstant snakkende ung pige, hvilket fik en kritiker til at anmelde forestillingen uden punktum.

“Jeg spillede en “professionel jomfru”. Erling Schroeder, der også talte en del under prøverne, hentede en ung mand ved navn Ernst Bruun Olsen over fra Odense Teater til Riddersalen for at være min medspiller og Sigfred (Johansen) spillede den ældre tilbeder.”

F. Hugh Herberts skuespil blev filmatiseret i Hollywood med William Holden og David Niven som rivalerne, og en ung skuespillerinde ved navn Maggie McNamara som den meget talende professionelle jomfru. Sigfred Johansen nåede dog aldrig at se filmen, da han døde i 1953 – kun 46 år gammel.
“Efter hans død modtog jeg et smukt brev fra Ernst Bruun Olsen, der beskrev, hvordan han aften efter aften havde iagttaget Sigfred i rollen som Døden” i “Eurydike” på Odense Teater. “Nogen gange blev han fuldstændig gennemsigtig”.” Sigfred var så moderne og forud for sin tid, og blev egentlig ikke værdsat så meget, som han burde. ”

Mogens Wieth modtog i 1948 Teaterpokalen for sin legendariske præstation som “Othello” efterfulgt af en Bodil for hovedrollen som Sabroe i Ole Palsbos “Kampen mod uretten”, og det blev de første spadestik til en mere international karriere. Han giftede sig med Lily Weiding i 1954 og fik to døtre sammen, og på film dannede Weiding og Wieth par i film som”Tante Tut fra Paris” og “Ingen tid til kærtegn”. Den første huskes i dag for Ellen Gottschalch i en af sine sidste filmhovedroller og for en skæg scene, hvori Henning Moritzen synger den liflige vise om “Lille Madame fra Paradis” i en telefonboks.

Men Annelise Hovmands “Ingen tid til kærtegn” var en anderledes dansk film om en lille pige, der stikker af hjemmefra, fordi hendes forældre har for travlt med teaterarbejdet. Undervejs møder den lille pige en række bemærkelsesværdige menneskeskæbner og Peter Malberg vandt en Bodil for sit portræt af en gammel gøgler og filmen blev ligeledes kåret som 1957s bedste danske film.

“Jeg synes ikke rigtig om hovedhistorien, og at min rolle var spændende nok. Det var sidehistorierne med Bodil Ipsen, Peter Malberg og Sitter (Sigrid Horne-Rasmussen, der fængede. De var gode. Temaet om børn, der går deres egne veje, når forældrene ikke har tid til dem, er dog ikke blevet mindre aktuelt.
Det er vist ganske typisk for kvindelige skuespillere, der har fået børn, at selvom man har sørget godt for børnene, mens man har spillet, så har man alligevel dårlig samvittighed. Men heldigvis har mine piger tilgivet mig.”

I 1956 blev det så Lily Weidings tur til at modtage Teaterpokalen. I sæsonen 1955-56 var hun vendt tilbage til Riddersalen, som Hans Henrik Krause og Inge Hviid-Møller havde overtaget og her imponerede hun med en hudløs præstation i Luigi Pirandellos “Nøgen” i en grad, at trofæet blev hendes.

“Inge Hviid-Møller var en fantastisk instruktør for mig, det var virkelig en stor glæde for mig at arbejde sammen med hende. Men det var en stor alvorlig opgave, så jeg nød også, at jeg bagefter skulle medvirke i lystspillet “Den sovende prins” overfor Edouard Mielche. Jeg kan huske, at jeg efter en opførelse af “Den sovende prins” måtte skynde mig ind til Tivolis Koncertsal, hvor Svend Kragh-Jacobsen holdt tale for mig og overrakte mig Teaterpokalen.”

Nogenlunde samtidig indspillede Mogens Wieth Hitchcock-filmen “Manden, der vidste for meget”, der i dag nok er mest blev kendt for den Oscar-belønnede schlager “Que sera sera” med Doris Day. Men Mogens Wieth og Lily Weiding spillede atter sammen i “De røde tjørne”, en tidlig TV-film fra 1957 iscenesat af instruktørtalentet Gabriel Axel, der senere skaffede Danmark en Oscar for “Babettes gæstebud”.

“Skal jeg pege på en favoritrolle, må det være Rosalinde i Shakespeares “Som man behager”. Fordi den var så dejlig at spille. Jeg fik heldigvis lejlighed til at gøre det hele tre gange: I Dyrehavens Friluftsteater (1947), hvor forestillingen hed “Livet i Skoven eller Som man behager”, senere på Odense Teater (sæsonen 1957-58) og så på Det Kongelige Teater den følgende sæson.”

TV-teatret havde efterhånden også jævnligt bud efter Lily Weiding, og i 1962 spillede hun således overfor Jørgen Reenberg i “Midsommerdrøm i fattighuset” iscenesat af Sam Besekow.

“Jeg holdt meget af Sam Besekow. Det var ham, der lærte mig, at det er tanken, man spiller komedie med.”

Men i 1962 blev Lily Weiding atter ramt af en tragedie, da hun mistede sin anden mand, Mogens Wieth.

“Jeg fik tilbudt en rolle i et lystspil af Erik Balling efter Mogens død. Så jeg tænkte, at det var lige, hvad jeg trængte til. Det var en tysk co-produktion og en forfærdelig film (“Halløj i himmelsengen”).”

Men Lily Weiding formåede som den eneste at hæve sig over det kulørte materiale, og medvirkede senere i Erik Ballings “Martha” samt (ukrediteret) som Bennys stalker i “Olsenbandens sidste bedrifter”.
Lily Weiding var også på tale til rollen som Gertrud i Carl Theodor Dreyers “Gertrud”.

“Egentlig var det Bodil Kjer, der skulle have spillet rollen, men af en eller anden grund kunne hun ikke. Jeg syntes i første omgang, at det lød spændende og tænkte på hans film om “Jeanne D’Arc”. Jeg var også ude og besøge ham og troede blot, at han ville se mig an. Men han bad mig prøve sin kones lange handsker og spurgte, om jeg kunne tænke mig at spille rollen med dem på? Jeg svarede ja, og gik derfra med besked om, at jeg havde fået rollen.

Men da jeg havde læst manuskriptet, blev jeg panisk, for jeg kunne ikke se mig selv i rollen, og tanken om tre måneder med en perfektionist som Dreyer gjorde mig rædselslagen. Jeg var heller ikke begejstret for hans forslag om medspillere, bl.a. en musiker, der slet ikke var skuespiller. Så jeg måtte bede min sagfører om at hjælpe mig. Dreyer og jeg havde endnu ikke talt om min gage og der var slet ikke skrevet kontrakt, men jeg havde givet ham mit ord, og det var jeg ked af at måtte bryde, men jeg turde simpelthen ikke andet. Så selvom folkene på Palladium blev sure på mig, måtte det være sådan.
Jeg kan huske en scene af Nina Pens, der står i et rum i et lys, som jeg aldrig glemmer. Men jeg har aldrig fortrudt min beslutning.”

Atter kom teaterbranchen Lily Weiding til undsætning. Hendes tidligere medspiller Ernst Bruun Olsen var blevet dramatiker og instruktør, og hans musical “Teenagerlove” havde vakt opsigt på Det Kongelige Teater i starten af 60erne og fornyede Bodil Kjers karriere. Nu var det Lily Weidings tur til at stråle, denne i gang i en atypisk rolle som arbejderkonen Ellinor i “Bal i den borgerlige” på Det Ny Teater. Lovordene væltede ned over Lily Weiding, og hun modtog den fornemme Henkel-pris for en rolle, der betød meget for hende.
“Jeg glædede mig til at spille den hver aften.”
To år senere fulgte hun succesen op samme sted med titelrollen i “Hvor gik Nora hen, da hun gik ud?”

“Der er een ting, som jeg altid er meget øm om, og det er historien. Jeg kan huske, at Ernst Bruun Olsen kaldte det “den røde tråd, som skal gå igennem det hele”. Når man i forsøg på at gøre noget nyt begynder at lave småhistoriere, der intet har med helheden at gøre, så begynder jeg som tilskuer at kede mig. Og så tænker jeg, hvornår jeg mon kan komme hjem?” De gode stykker, der er blevet klassiker, det er jo fordi at dramatikeren hár noget, der brændte i hans indre og som skulle ud, og derfor må man ikke begynde at lave om.”

Den der følelse af, at der var noget på spil for dramatikeren, mærkede jeg blandt andet, da jeg spillede “Hedda Gabler” på Bristol Teatret. Hedda var jo datter af en militærmand, og han havde jo ønsket sig at få en søn. Så hun var jo nok blevet opdraget som en dreng, og da hun så møder denne voldsomme forfatter, så har han været alt for meget for hende, selvom hun var glad for ham. Hun er blevet forskrækket og det ender med, at hun beder ham om at skyde sig selv. Hun kan jo også se, at han er ved at gå i hundene.”

Morten Grunwald var direktør for Bristol Teatret og viste sig snart at være meget mere end en populær skuespiller. Han gav bl.a. Lily Weiding mulighed for at iscenesætte en anmelderrost opsætning af “Mens vi venter på Godot” med den elskede Olsenbande-trio i hovedrollerne. Og som skuespiller fandt hun nye udfordringer i monologerne “Glade dage” og “Frk. Marguerite” samt i den absurde komedie “Play Strindberg”.

“Dürrenmats “Play Strindberg” blev Henning Moritzens første opgave som iscenesætter. Det var afsindigt morsomt at lave, for han var også en vældig god instruktør, så det gik heldigvis godt.
Jo, jeg har også været heldig. At få de rigtige roller på de rigtige tidspunkter. Det er så vigtigt med gode teaterledere, der ikke bare tænker: “Åh, nu er han eller hun så berømte for øjeblikket, nu skal vedkommende ha’ den rolle, selvom han eller hun måske slet ikke passer til den. Så går det hele skævt og det kan de slet ikke forstå.”

Film- og TV-opgaverne tittede også frem fra tid til anden: 70″erne bød på interessante roller i Leif Panduros debatskabende tv-spil “Et godt liv” og “I Adams verden” iscenesat af Palle Kjærulff-Schmidt og senere fulgte også Søren Kragh-Jacobsens “Livet er en god grund” . Jens Ravns debutspillefilm “Tjærehandleren” bød ligeledes Lily Weiding på en lille fin rolle som potentielt offer for Erik Mørks sofistikerede kvindemorder.

“Ham var jeg glad for at spille sammen med, han havde en fantastisk udstråling.

Morten Grunwald og Lily Weiding giftede sig i 1980. Som leder af Betty Nansen Teatret og Østre Gasværk viste han snart internationalt format og hun fortsatte perlerækken af pragtpræstationer, der kulminerede i Edward Albees mesterværk “En udsøgt balance” på Betty Nansen Teatret. Her blev hun genforenet med en formidabel Jørgen Reenberg, ligeledes på sin kunsts højde. Lily Weiding spillede hans hustru med en diskretion og et nærvær, der fængede hvert eneste sekund.

“Jørgen Reenberg, Erik Mørk og Louis Miehe Renard. Det er de tre, jeg har været gladest for at spille sammen med. For de spillede med medspilleren. Der er mange andre skuespillere, der kun spiller med publikum – og så er det ikke så spændende at spille sammen med dem.
Jeg har stadig lidt kontakt med Jørgen, men han er ikke til at lokke ud mere. Jeg taler lidt med ham i telefonen en gang imellem.”

Dramatikeren Astrid Saalbach sørgede for, at den modne Lily Weiding atter fik prøvet kræfter med ny dansk dramatik. Weiding tryllebandt både i “Morgen og Aften” og “Aske til Aske”, og det var sidstnævnte, der indbragte hende Reumert-prisen.
“Jeg spillede Mrs. Higgins på Det Ny Teater i “My Fair Lady”, som sluttede sent, men folkene fra Have PR forsikrede, at festen ikke ville være forbi endnu:

“Vi vil meget gerne have, at du kommer!”.
Lily Weiding vendte også tilbage til Betty Nansen Teatret i triumf takket være Peter Langdals geniale opsætning af Michael Frayns krævende atombombe-drama “København”. Her leverede hun et intelligent portræt af Margrethe Bohr overfor Henning Moritzens magtfulde Niels Bohr og dennes kollega, Werner Heisenberg, i Søren Pilmarks prisbelønnede fortolkning.

“Jeg havde mødt Margrethe Bohr hos min nære ven, kostumedesigneren Holger Blom, for mange år siden. Efter et symposium, hvor jeg fortalte om indstuderingen af rollen og opsætningen, fik jeg så et sødt brev fra Hans Bohr, den yngste af hendes sønner. Et af hendes børnebørn forærede mig ligefrem et af Margrethe Bohrs lommetørklæder. Det var da en kær gestus.”

Lily Weiding har haft smårolle i populære moderne filmkomedier som “De grønne slagtere” og “Anja og Viktor – i medgang og modgang”. Men smukkest blev dog genforeningen med to jævnaldrende kolleger i “Trækfugle”.

“Bodil Udsen, Helle Virkner og jeg boede på et hotel på Kreta. Vi hyggede os og havde rigtig skægt sammen.”

På trods af en filmkarriere, der strækker sig over 60 år, har Lily Weiding aldrig modtaget en dansk filmpris.

“Jeg synes nu heller ikke, jeg har fortjent een. Jeg har aldrig været god nok på film.

Morten (Grunwald) modtog to Bodil-priser. Han havde et godt forhold til kameraet – lige fra han var ganske ung. Derfor var det så fint, at han kunne runde sin karriere af med en stum mimisk rolle på Østre Gasværk og i Tyskland. Han nåede heldigvis også at besøge Potsdam, hvor der åbnede et Olsenbande-museum.

Betty Nansen Teatrets opsætning af “Et Drømmespil” blev min sidste teateropgave. Jeg havde et fantastisk godt samarbejde med Katrine Wiedemann. Det var første gang, at jeg arbejdede med så ung en instruktør. Jeg er så glad for, at det netop var den forestilling. som blev den sidste. Og så på Betty Nansen Teatret.

Jeg har aldrig haft sceneangst, men det at lære roller, det er jo grøftegraver-arbejde. Tre uger før premieren skal rollen sidde i rygraden. Det giver en frihed, og sådan skal det være. Jeg har altid godt kunne li’ at læse stykket nogle gange, inden første læseprøve, og så gå og fornemme historien til prøverne. Jeg har aldrig lagt noget til rette på forhånd. For mig har det været mest spændende, når der skete en lille forskydning indenfor rammerne.”

Sofie Gråbøl vandt en Reumert for sin hovedrolle i “Et Drømmespil” og i sin bevægende tale takkede hun især Lily Weiding.

“Jeg sad herhjemme og så det på fjernsynet, og det var jo meget meget rørende. Vi havde det så godt sammen og delte også garderobe.

Da de genoptog forestillingen året efter, sagde jeg dog nej tak. For Katrine Wiedemann kunne ikke være med i forbindelse med genopsætningen, og jeg havde haft det så skønt med Sofie, så jeg tænkte, at det måtte ikke gå i stykker.”

Heldigvis er Lily Weidings storhed rigt dokumenteret på film og tv, og hendes scenepræstationer lever stadig i hjerterne på dem, der så dem. Men helt yde hende retfærdighed kan man næppe, for som Thornton Wilder skrev i gennembrudsstykket “Vor By”:

“…you’re too wonderful for anybody to realize you.”

(Michael Søby)