KAPTAJN BIMSE

★★★★☆☆

Kirsten Skytte og Thomas Borch Nielsen har sammen skrevet og instrueret den tilforladelige danske børnefilm KAPTAJN BIMSE baseret på Bjarne Reuters børnebog for de mindste. Borch Nielsen bidrager også til filmen med lidt hyggelig musik og lægger sågar stemme til den ikke alt for opvakte bamse Johnsen. Hvilken karakter Kirsten Skytte spiller, vil det næsten være synd at afsløre.

Hovedrollen som den 7-årige Anna, der har glemt sin dukke i sommerhuset, spilles af Nanna Marqvorsen, en nuttet og buttet rødhåret pige med fregner. Vi kan lide hende, også selvom replikkerne ikke altid ligger lige godt i munden på hende, men det er i al fald ikke hendes skyld, at lyden flere steder ikke matcher hendes mundbevægelser.

Sympatiske Jesper Asholt udfylder rollen som den godmodige KAPTAJN BIMSE på nydelig vis. Men Peter Frödins herligt groteske portræt af en harelignende skabning med det ejendommelige navn Goggeletten burde have afstedskommet, at også hans karakter blev nævnt i titlen ligesom i forlæget.

Maj-Britt Mathiesen virker lidt træt som Annas mor, men en veloplagt Jon Lange får alt ud af nogle få scener som Annas far.

Sigrid Husjord er aldeles overbevisende som den rosinglade Fedtegreve med nogle meget morsomme hysteriske anfald, mens Bo Carlsson s Bøvernikken forekommer mere traditionel end godt er.

Teknisk set fremstår KAPTAJN BIMSE såre beskeden, men det er en film med hjertet på rette sted og med en rolig atmosfære, der adskiller sig positivt fra de fleste andre børnefilm i biograferne.

Dens skildring af ensomhed rammer desuden præcist i børnehøjde og gør filmen anbefalesesværdig for vore små skrøbelige familiemedlemmer.