ORESTIEN

★★★★☆☆

TItlen ORESTIEN har navn efter sin hovedkarakter Orestes, men teksten – den eneste bevarede trilogi fra oldtiden – rummer et væld af skikkelser, der til stadighed har inspireret verdensdramatikens største dramatikere (eksempelvis Eugene O’Neills "Sorg klæder Elektra".

Trilogien ORESTIEN vandt hovedprisen ved Dionysos-festlighederne i 458 før Kristus, og selv i dag kan Aischylos’ originalværk interessere jvnf. Jokum Rohde gendigtning i Runar Hodnes spektakulære iscenesættelse på Aarhus Teater.

Her inddrages både både foyeren for teatrets mindste scener og selve Scala-scenen i et ret ambitiøst forsøg på at fortælle det bloddryppende drama på under to timer. Det lykkedes udmærket, og skuespillerne gør det generelt godt uden at det virker prangende.

Emil Prenter sejrer flot som Orestes, og man glæder sig ligeledes over Peter Hald i rollen som Aigisthos. Jens Gotthelf udviser et vis format som Agamemnon og Nanna Bøttcher er stålsat som hans viv Clytemnestra. Asta Kamma August virker næsten for kernesund som Elektra, og flere af de øvrige kvindelige skuespillere mangler ligeledes den fornødne tyngde i replikkerne til at løfte så stor en tekst.

Forestillingens visuelle design er et kapitel for sig. Skuespillerne optræder alle i stramt siddende sølvglimtende dragter, og da vi først kommer op i Scala, fornemmer vi formatet i Ulrik Gads scenerbilleder. Fire bevægelige lystavler udgør en art skråvæge, hvorpå moderne digital grafik projiceres i flot samspil med i flot lys- og lyddesign..

Sangerinden Lydmor alias Jenny Rossander, der ikke for ingenting er udråbt som en ny Björk, bidrager også til at give forestillingen et nærmest futuristisk præg.

ORESTIEN bliver således et interessant omend ikke ganske vellykket møde mellem fortid og fremtid i nutiden, men bestemt en teateraften værd.