EDIE

★★★★☆☆

En af de smukkeste følgevirkninger af Me Too-bevægelsen synes at være en større fokus på de bemærkelsesværdige kvinder, der har banet vejen for andre gennem et langt livs kunstnerisk integritet.

For nyligt vendte 84-årig Dame Maggie Smith tilbage til scenen i et sandt triumftog efter 12 års pause. Nu er der dansk biografpremiere på Simon Hunsters EDIE med den mindre (aner)kendte men bestemt ikke ubetydelige Sheila Hancock. Hun er 86 år, med over 100 film- og tv-roller bag sig, hun har opnået Bafta-nomineringer og Olivier Award for sin skuespilkunst og var den første kvinde, der iscenesatte en forestilling på den engelske nationalscene.

Sheila Hancock spiller filmens EDIE, en enke der – efter et dedikeret liv med mand og barn i fokus – ikke er klar til at komme på plejehjem endnu. Hun skal først realisere en gammel drøm og bestige bjerget Mount Suilven i det skotske højland.

Sheila Hancock fremstår både stolt og stærk som den seje Edie, og besluttede sig for selv at bestige bjerget i forbindelse med optagelserne. Hun gennemførte tilmed – som den ældste person nogensinde.

For Sheila Hancock er filmen dog ikke blot en fysisk bedrift, men hendes livs filmrolle. Det gør Danmarks-premieren ekstra glædelig, for endelig kan et dansk filmpublikum fornemme den erfarne skuespillerindes store format. Filmens undertitel får dermed dobbelt betydning: "Det er aldrig for sent".