TÅRNET

★★★★☆☆

Den norske instruktør Mats Grorud får sig en bemærkelsesværdig debut i spillefilmslængde med det komplekse animationsdrama TÅRNET.

Filmen bygger på hans egne erfaringer. Hans mor var sygeplejerske i Libanon og arbejdede et år på et palæstinensisk hospital i Cairo, hvor han besøgte hende. Senere rejste han selv tl Libanon og boede i flygtningelejren Bourj el Barajneh, hvor han underviste i animation.

I handlingens centrum står den 11-årige pige Wardi, hvis palæstinensisk familie har boet i flygtningelejr, siden staten Israel blev etableret i 1948. Den nutidige del af historien bliver fortalt med dukker, mens tilbageblikkene er et mix af tegnefilm og dokumentarisk materiale i form af TV-klip og billeder.

Sproget er overvejende engelsk, men enkelte glocer og en del musik giver filmen et autentisk præg. Replikkerne lyder dog ikke altid naturlige i munden på de mennesker, der er sat til at formidle dem og man tvivler på, at engelsk altid har været deres hovedsprog, hvilket forstyrrer.

Men det lykkedes alligevel at skabe et troværdigt univers og netop brugen af animation giver et helt andet kunstnerisk udtryk, end vi er vant til med den slags beretninger. Så selvom TÅRNET ikke er et værk uden mislyde, så fremstår filmen som et interessant vidensbyrd fra en verden, vi stadig ikke forstår tilstrækkelig.