Bogens undertitel “Musiker under enevælden” er nok så vigtig, fordi bogen giver et indblik i, hvad det ville sige at være “Kongens komponist” (titlen på det sjette af bogens ni kapitler). Det betød en god men ikke fyrstelig løn for et menneske med skiftende indtægter, og med mulighed for supplementer (de såkaldte gratialer). Det var naturligvis også forbundet en vis status at blive bedt om at skrive et værk på kongens foranledning, men hvis Weyse troede, at han havde intellektuel frihed i udformningen af værket, så tog han fejl.
I december 1818 gæstede den italienske sanger Giuseppe Siboni København, og inden der var gået en måned, havde Kongen fået arrangeret, at Siboni skulle tiltræde som direktør for Det Kongelige Teaters syngeskole for en hyre, der lå betydelig over Weyses.
Jens Hesselager formår virkelig at få vækket fortiden i live, men får også vist os en anden side af Weyse end den stærkt romantiserede, som blev så populær via George Schnéevoigts smukt filmede Weyse-film “Jeg har elsket og levet” fra 1940 med Erling Schroeder som en næsten for betagende Weyse. I Lars-Martin Sørensens bog “Dans Film Under Nazismen” forbindes filmen sågar med den “alsangsnationalisme”, der prægede samtidens tyske værker, men det var måske at gå et skridt for vidt?
Jens Hesselager får også belyst Weyses julesange, og fremhæver det barnlige perspektiv i f.eks. “Julen har bragt velsignet bud”. I det hele taget fremstår Weyse i denne bog, som en lagt mere alsidig kunstner og et betydeligt mere komplekst menneske, end man tidligere har set.
Over 300 generøse sider forsynet med velvalgte fotos og illustrationer i en smuk grafisk indpakning får Christoph Ernst Friedrich Weyse-biografien til at fremstå som definitiv.
(Michael Søby)
