På Skuespilhusets store scene præsenteres Oscar Wildes sublime klassiske komedie BUNBURY (“The Importance of Being Earnest”) som et kulørt Queer-show. Den tyske iscenesætter Bastian Kraft introducerer karaktererne ved at lade skuespillerne gå en form for catwalk i Jelena Miletics outrerede kostumer, der afspejler tidens selviscenesættelse.
Jonas Flys tegneserieagtige elektroniske scenografi virker umiddelbart underholdende, og stemningen kan skifte med et enkelt knips med fingrene via storskærmen i baggrunden.
Lasse Steen byder velkommen som en moderne konferencier (en nutidig pendant til konferencier-rollen i Bob Fosse-musicalen “Cabaret”?). Udover at spille rollen som scenetjeneren Lane har Lasse Steen også skabt et tidstypisk musikunivers, hvor gammelt og nyt smelter sammen, så vi kan genopfinde os selv.
Livsnyderne Jack og Algernon har påtaget sig falske identiteter for at kunne realisere sig selv og tilfredsstille alle deres lyster. Men disse identiteter kaster skygger, der får deres eget liv, og snart indhentes Jack og Algernon af deres egen amoralske livsførelse.
Mikkel Becker Hilgart og Ena Spottag får mulighed for at lufte deres uortodokse komiske talenter som Jack og Algernon (og deres skygger) og som kvinderne, de begærer, er både Emil Blak Olsen (Gwendolen) og Karla Rosendahl (Cecily) bedårende og med bid i replikkerne.
Men det er især birollerne, der får lov at shine i denne opsætning anført af en imposant – ja, nærmest storslået – Jens Jørn Spottag som den ukuelige Lady Bracknell – kuriøst understøttet af en bizart maskeret Mette Horn som Pastor Chasuble samt Rasmus Botoft med aftenens mest aparte frisure i rollen som Miss Prism.
Det er ikke helt til at blive klog på, om de mange eksempler på mænd, der spiller kvinder og kvinder, der spiller mænd, skal tages alvorligt, men de kaster i al fald et nyt lys på datidens kønsroller, selvom de også giver en vis distance til Oscar Wildes tekst.
Der er noget anstrengt ved Bastian Krafts dramatiske greb, der bryder musikken i Oscar Wildes sprog, men takket være et energisk og dygtigt ensemble kommer man i mål.
Men inden mærker vi tomheden i det stort set kulissefrie scenerum, og man må spørge sig selv, om forestillingens hulhed i virkeligheden er budskabet? Flotte kreationer og finurlige skærmlege synes i al fald ikke helt nok i denne tid.
(Michael Søby)
