BRØDRENE LØVEHJERTE

★★★★★☆

Teatret Zeppelins nye kunstnerisk leder Amanda Linnea Ginman har i sin første sæson også iscenesat teatrets nyopsætning af Astrid Lindgrens klassiker. Det er bestemt ikke første gang, at teatret prøver kræfter med denne tekst, der i denne udgave ikke egner sig til børn under 7 år.

Men der er tale om velfortalt klassikerpræsentation, der tør tage livtag med svære emner som krig og død uden at miste poesien. Veronica Fabon har designet scenografi og kostumer, og begge dele er blevet realiseret på scenen Sol Patrick Ravn, så historiens eventyrlige præg er bibeholdt.

Rex Leonard, der iflg. cphculture.dk stod for ”sæsonens danske filmgennembrud i 2025/26” via sin titelrolle i homofilmen ”Se gennem Aske”, bekræfter sit talent på Teatret Zeppelin i hovedrollen som drengen Tvebak. Kropssproget er levende, og hans store usikre øjne giver ham en sårbarhed, som børnene kan relatere til. Så når han vover noget trods sin angst, og det går godt, så forplanter dette mod sig til børnene.

Rex Leonard kan også tale klart og tydeligt, og ved f.eks., hvordan man udtaler ordet ”forræder”, modsat Hampus Egelund Ahlberg, der synes at insistere på, at ordet saves med ”a” og ikke med ”æ”. 

Morten Burian er en teknisk dygtig skuespiller, men man ville ønske, at han ville skrue lidt ned for teknikken, og lade sig inspirere af Rex Leonards mere sanselige tilgang til skuespilkunsten. Vi ved jo, at Morten Burian godt kan slippe teknikken – f.eks. i danseforestillingen ”Pas de Dieu” i Dansekapellet, hvor han viste nye sarte sider af sit indlysende talent. Omvendt kunne både Hampus Egelund Ahlberg og Sunniva Gregersen lære noget teknik af Morten Burian.

Men Amanda Linnea Ginman får heldigvis samspillet til at fungere, og BRØDRENE LØVEHJERTE er dømt til at blive en succes endnu en gang.

(Michael Søby)