Danny og Michael Philippous’ BRING HER BACK har mere psykologisk dybde og er mere velspillet end hovedparten af de gyserfilm, der får premiere i danske biografer. Alligevel kan man ikke få sig selv til at anbefale denne absurd ubehagelige film til nogen, fordi handlingen er så chokerende og fordi filmen har børn i roller, som det ikke kan være sundt for et barn at spille.
En blind pige ved navn Piper og hendes halvbror, den 17-årige Andy finder deres enlige far død i brusebadet. Planen bliver derfor, at de skal flytte ind hos den erfarne plejemor Laura, der i forvejen tager sig af Oliver, en hæmmet stum dreng. Det viser sig, at Laura selv har haft en blind datter, der druknede ved en ulykke.
Sally Hawkins fik sit gennembrud i Mike Leighs ”Happy-Go-Lucky”, og blev Oscar-nomineret for sin birolle i Woody Allens ”Blue Jasmine” og sin hovedrolle i Guillermo del Toros ”The Shape of Water”. Alligevel kommer det bag på publikum, hvor frygtindgydende god hun er som Laura, der aldrig rigtig er kommet sig over tabet af sin datter.
Sora Wong formår i rollen som Piper at bryde med mange af filmklicheerne om ”den blinde pige”, og Billy Baratt, der selv vandt en Emmy for sin kontroversielle hovedrolle i ”Responsible Child”, er fortræffelig som Andy, der selv har haft sit at slås med. Mest foruroligende er dog Jonah Wren Phillips som Oliver, et barn som myndighederne tilsyneladende har glemt.
BRING HER BACK er en rystende filmoplevelse, man som voksen lige skal sunde sig over et godt stykke tid efter. Men også en film, som du har pligt til at skåne eventuelle børn i familien for.

