af Hans Christian Nørregaard
Forlaget Multivers
Hvor er det trist, at Hans Christian Nørregaard ikke nåede at opleve modtagelsen af hans sidste bogværk BRECHT OG DANSKERNE. For bogen er i den grad et livsværk, og tilmed den definitive bog om Brecht og danskerne.
Igen er det Multivers, der står bag en bemærkelsesværdig udgivelse: Forlaget der både bragte os den pragtfulde genudgivelse af Marcel Prousts “På sporet af den tabte tid” og Bertolt Brechts betagende Svendborgdigte. Multivers legendariske grundlægger Henrik Borberg har også bidraget til værkets indhold blandt andet via faderens (teateranmelderen Svend Borbergs) breve fra Bertolt Brecht.
BRECHT OG DANSKERNE fokuserer på perioden 1930 til 1974 – fra premieren på “Laser og Pjalter” til Brechts medarbejder Ruth Berlaus død. 751 sider, hvor Hans Christian Nørregaard generøst øser af sin viden om dramatikeren, digteren og mennesket Bertolt Brecht. Bogen virker tilmed særdeles velresearchet og det omfattede og alsidige billedmateriale uhyre velvalgt.
Danskerne var ikke alle lige gæstfrie over den tyske gæst, men efter at Lise Nørgaard skabte et smukt portræt af ham i TV-serien “Matador” via karakteren Herbert Schmidt (blændende gestaltet af Paul Hüttel), er det som om, at danskerne har taget ham til sig på en anden måde.
Ikke mindst kvinderne i Brechts liv på Fyn synes at have præget bogens udformning: Hustruen Helene Weigel, forfatterinden Karin Michaëlis og skuespillerinden Ruth Berlau, der assisterede Brecht på mange fronter bl.a. som oversætter.
Men Hans Christian Nørregaard lader os ligeledes opleve Brechts dramatik via detaljerige skildringer om værkernes tilblivelse, reportager fra diverse premierer i ind- og udland, og de efterfølgende anmeldelser.
Det samlede resultat er vidunderligt overvældende, et bogværk, der bliver ved med at give længe efter, at man har lagt det fra sig.
(Michael Søby)