BOOK CLUB – TUREN GÅR TIL ITALIEN

★★★★☆☆

Selvom man for længst har nået pensionsalderen er der ingen grund til at holde op med at leve livet. Det viste de fire dårende dejlige divaer Diane Keaton, Jane Fonda, Candice Bergen og Mary Steenburgen i filmen “Book Club” og nu gør de det igen.

Jane Fondas karakter skal giftes, så hvorfor ikke tage med veninderne til polterabend i Italien? Her møder den replikrappe singlekvinde (spillet af vittige Candice Bergen) en tør politibetjent (i skikkelse af den Oscar-nominerede ex-charmør Giancarlo Giannini fra “Syv kvinder”), og sød musik opstår. Også de tre øvrige kvinder møder kærligheden, der har gode kår i Italien – ikke mindst i Venedig.

Det er de fire skuespillerinder, der også denne gang, lokker os i biografer, og de forstår at levere varen, med Candice Bergen i front. Vi får også gode gensyn med både Don Johnson og Andy Garcia, og får samtidig flere gode tips til efterårets boglister.

Instruktøren Bill Holderman skaber atter en god blanding af nostalgi og moden livsfilosofi, og man hygger sig gevaldigt sammen med filmens kloge gamle mennesker, der både har vid og bid.