The Exploiteds monotone sang “Sex & Violence” beskriver ganske præcist de to hovedingredienser i Mercedes Bryce Morgans sex-fikserede slamgyser BONE LAKE.
Vi ledsager Diego (spillet af den brasilianske hyggetrold Marco Pigossi) og Sage (den mere anonyme Maddie Hasson), der ankommer til en idyllisk villa, hvor de skal tilbringe en forlænget romantisk weekend langt væk fra andre mennesker. Desværre viser det sig, at et andet sexet par også har booket villaen, så der er umiddelbart ingen anden løsning end at dele den store villa.
De erotiske undertoner bliver snart til overtoner, og en faretruende stemning indfinder sig også, da det viser sig, at det andet par (øretæveindbydende spillet af Alex Roe og Andra Nechita) ikke bare manipulerer sig ind på dem, men også formår at skabe splid. Gradvist går den ubehagelige sandhed op for det unge par.
BONE LAKE er både mindre uhyggelig og lidt sjovere end så mange andre splat-gysere, men stadig en B-film af den slags, som man sagtens kan undvære i det danske biografrepertoire. Filmen er fra 2024, og fik først amerikansk premiere året efter. Nu er det så danskernes tur til 94 minutters kulørt underholdning af tvivlsom kvalitet. Filmens åbningsscene ligner i det mindste ikke andre films, men filmens aldersgrænse gør man klogt i at respektere.


