BØRGLUMS STEMMER

★★★★★☆

Grummes Teater er stiftet af skuespilleren Kristian Grumme, og har specialiseret sig i vandreforestillinger i smukke historiske omgivelser i udkants-Danmark. Efter premierer på “Balderbæks stemmer” i 2021 og “Augustenborgs Stemmer” i 2022, er det i år tid til en vandretur i og omkring Børglum Kloster i forbindelse med forestillingen BØRGLUMS STEMMER.

Det var her, at en del af optagelser til TV-julekalenderen “Ludvig og julemandens stue” fandt sted, men det er langt fra den eneste gang, at Børglum Klosters historie har været omgærdet af dramatik og mystik. Kristian Grumme spiller selv med overbevisning landskabsinspektør Knud Sørensen, et af flere mennesker, der hævder, at Børglum Kloster på en given dag var forsvundet.

Den danske eventyrdigter Hans Christian Andersen gæstede Børglum Kloster ved flere lejligheder, men vestenstormen vedblev med at være en udfordring for den sarte Andersen. Kristian Halken spiller vittigt den verdensberømte poet, der for en stund søger læ i Børglums hyggelige køkken, og giver ham også en skrøbelig, som vækker vores empati.

Malerinden Marie Triepcke fejrede sin 20-års fødselsdag på Børglum Kloster. Efter et møde med P. S. Krøyer i Paris, stod hun model for ham, men blev senere aktiv i bestræbelserne på at give kvinder adgang til Kunstakademiet på lige fod med mændene. Marie Reuther yder en af sine fineste teaterpræstationer som den unge kunstnerinde, der søger tilflugt for mændenes blikke i Børglums flotte have.

Gudrun Elisabeth Rottbøll var mor til modstandsmanden Christian Michael Rottbøll, der i 1942 blev likvideret, og som i selv samme øjeblik viste sig som spøgelse for sin mor på Børglum Kloster. Som et symbol på dødsfaldet satte hun klostrets møllevinger i kors. Sonja Oppenhagen spiller hende med vægt og værdighed ved sønnens grav, og blikket i Sonja Oppenhagens øjne får os til at tro hvert et ord.

Laura Bro tegner et smukt portræt af en anden af Rottbøll-familiens stærke kvinder, Rosalie Frederikke Rottbøll, der satte driften af Børglum Kloster i system og komponerede melankolsk musik, mens hendes minister-mand gjorde politisk karriere i København.

Den sidste af BØRGLUMS STEMMER tilhører Frederik Kiær de Kiærskiold og forvaltes forbilledligt af Preben Kristensen i selve kirkerummet, hvor vor vandring også begyndte. Kiærskiold købte i 1715 Børglum Kloster, men lagde sig ud med de lokale bønder, da han sløjfede klosterets kirkegård. De døde straffede dog godsejeren ved at nappe og plage ham resten af hans dage.

Kasper Jacob Sejersen bør roses for at få det bedste frem i samtlige medvirkende og dramatikeren Simone Isabel Nørgaard har også sin del af æren for, at BØRGLUMS STEMMER rent faktisk bliver levende. Musikalsk suppleres de af Musicaliber Showkor og ikke mindst komponisten Stig Christensens lyriske toner.

Grummes Teater tegner sig således for endnu en succes, og man glæder sig allerede til at se, hvor turen går hen i 2024?

(Michael Søby)