Abderrahmane Sissako er en mester i at forene kulturelle forskelle med visuel pragt. Det så vi i ”Timbuktu” og nu gør han det igen i BLACK TEA. Ganske vist udspiller handlingen sig i højere grad indendøre, men det afholder ikke instruktøren fra at finde skønhed i omgivelserne og i menneskene.
I lighed med de store asiatiske filmkunstnere (Zhang Yimou, Wong Kar-Wai og Tsai Ming-Liang) levner Abderrahmane Sissako altid plads til roen og eftertænksomheden, som også synes at være en forudsætning for fordybelsen og eftertænksomheden.
Det viser sig også lige ved hovedpersonen Aya har brug for. I filmens groteske åbningsscene, hvor hendes kommende ægtemand klapper hende en på hovedet foran alteret, fordi der sidder et insekt i hendes ansigt, og åbenbart forstyrrer hans opfattelse af den perfekte brud. Så hun siger nej til at gifte sig, og flytter til ”Chocolate City” i den kinesiske provins Guangzhou for at begynde et nyt liv.
Her finder hun ikke blot arbejde i en atmosfæremættet og smukt indrettet tebutik, men også kærligheden i form af den stille og stilfulde indehaver med det udmærkede navn Cai.
For anden gang i denne uge er det en asiatisk mand, der fremstår som en films erotiske midtpunkt. En forfriskende ny trend med tiltrængte alternativer til Tom Cruise og Brad Pitt.
Men der er også sensuelle elementer i skildringen af, hvordan man tilbereder en udsøgt kande te. Vi har før oplevet film, hvordan mad vækker andre former for begær f.eks. i ”Tom Jones”, ”Hjerter i Chili” og vor egen ”Babettes Gæstebud”. Med BLACK TEA bliver det pludselig sexet at lave te.
Men Abderrahmane Sissako har naturligvis andet og mere på hjertet, og det er i mødet mellem afrikansk og asiatisk kultur, at vi bliver mindet om, hvor sjældent netop disse kulturers forskelle og lighedspunkter har været i fokus på film.
BLACK TEA bør nydes før eller efter en kop velbrygget te – hvis man da ikke har mulighed for at nyde teen, mens man ser filmen.
