Den flittige forfatter Jacob Wendt Jensen har med Bille August-biografien BILLE EROBREREN begået et af sine bedste værker. Fordi han finder en fin balance mellem den kritiske filmjournalistik og den kvalificerede filmfans begejstring.
Det forekommer dog ejendommeligt, at netop denne bog udkommer på Politikens forlag, for ingen avis har dog været mere nedladende overfor Bille August og hans værker i nyere tid end Politiken. Men måske er det netop det, som forlaget nu synes at ville kompensere for?
Mest opmærksom får hans to guldpalme-belønnede mesterværker “Pelle Erobreren” (der også blev belønnet med en Oscar) og “Den gode vilje”, og den beskedne Bille August vover da også at indskyde, at han også har lavet andre gode film, og det kan man kun give ham ret i.
Tidlige værker som tv-film “Maj” og den Bodil-belønnede spillefilmsdebut “Honningmåne” fik i sin tid megen anerkendelse hos anmelderne, og både “Zappa” og den endnu bedre efterfølger “Tro, håb og kærlighed” fandt tilmed et stort publikum i lighed med tv-serien og filmen om “Busters verden”.
Det vil sikkert komme bag på Politikens nuværende læsere, at Bille Augusts “Åndernes hus” blev belønnet med en Robert som årets bedste danske film og blev en gevaldig publikumssucces – ikke kun i Danmark. Bille August har har da også primært godt at sige om den stjernebesætning, der talte Jeremy Irons, Meryl Streep og Glenn Close. Anderledes er han overfor sin egen indsats, selvom han ligesom Det Danske Filmakademi regner filmen som en af de gode.
Bille August fortæller selv vittigt om, da han for første gang skulle pitche projektet for en amerikansk investor, og undrede sig over den skepsis, der mødte hans daværende forslag om Daniel Day Lewis i hovedrollen, indtil det gik op for ham, at han gennem hele fremlæggelsen havde sagt Danny de Vito.
Bille August er ganske bevidst om, at karrieren har haft store omkostninger – både i parforhold og i forhold til børnene. Ekskonen Pernilla August er dog meget fair i sin udlægning af deres tid sammen og påtager sig også sin del af ansvaret. Hun har også smukke ord til over for instruktøren Bille August og selvom hun erkender, at der er enorm forskel på Ingmar Bergman og Bille August instruktørgemytter, er der også ligheder. Ingmar Bergman, der aldrig var bange for at sige sin mening, udtrykte da også sin begejstring for “Den gode vilje”, som Bille August filmatiserede på baggrund af Ingmar Bergmans manuskript.
Savner man noget i den 320 side lange (men ikke for lange) bog, må det være interviews med døtrene Alba og Asta, der begge har anlagt betydelige karrierer som skuespillere. Alba August filmdebuterede som barn i Bille Augusts “Jerusalem” og har senere opnået international opmærksomhed med et guldbagge-nomineret portræt af Astrid Lindgren, mens Asta August modtog en Reumert-talentpris for sit teaterarbejde samt to Bodil-nomineringer for birollerne i “Kalak” og Bille Augusts “Pagten”. Det ville have været interessant at høre deres perspektiv på Bille August – ikke kun som far, men måske især som instruktør i forhold til de unge instruktører som de også har samarbejdet med.
BILLE EROBREREN opleves som en slags rehabilitering af Bille August, der trods Politiken-hetz også i de senere år har formået at få rigtig mange mennesker til at gå i biografen. Hans hovedrolle i den danske filmhistorie er slet ikke udspillet endnu, og forhåbentlig har vi stadig nogle æstetisk smukke og velspillede film a la “Lykke-Per” til gode, for dem kan vi og de danske biografer slet ikke undvære.
(Michael Søby)
