Den engelske forfatter Dennis Kelly skildrer i 5 kapitler (3 før og 2 efter pausen), hvilke omkostninger der på sigt vil være ved at leve i et samfund, som har mistet respekten for og troen på viden og videnskab.
På det royale Skuespilhus’ mellemstore scene (Mellemgulvet), hvor skønhed kun er noget, der projiceres på gulv eller skærme, agerer fem skuespillere fortællere i en stadig mere misantropiske forestilling, som de selv spiller markante roller i og i stadig mere sølle og afklædt tilstand.
Mikkel Arndt, der ikke mindst i de senere år er gået fra succes til succes på Det Kongelige Teater, og som nu fremstår som en af sin generations fineste skuespillere, yder en helt vidunderlig indsats, der må regnes blandt hans allerbedste. Som en ung håbefuld mand, der har kæmpet en lang kamp for at blive forældre til en lille pige ved navn Gry, emmer han af liv og nærvær, men forandres radikalt af den tragedie, der rammer ham.
Den etablerede videnskab kunne ikke redde Grys mor, og faderens bevægelse imod den etablerede viden vokser i Gry (skarpt men også lidt morsomt spillet af Maria Rossing), der bliver en stadig mere aggressiv aktivist i andet kapitel. I tredje kapitel har Grys teenagetvillinger overtaget en del af styringen i et stadig mere vildt og vanvittigt samfund, og jo mere de siger, jo mere aner man, at de slet ikke deler, de grundholdninger, som de postulerer. Jonathan Bergholdt Jørgensen og Cecilie Bogø Bach fremstår umiddelbart nuttede, men er dog i stigende grad foruroligende.
Alvin Olid Bursøe har hovedrollen i fjerde kapitel som den smukke unge mand, der aldrig får lov til at gøre sig fra sin fortid, og når Alvin Olid Bursøe vover at åbne op for sine sår, aner vi sårbarheden i hans indre, og vi indser at den unge generation altid betaler prisen for den ældre generations fadæser.
I femte og sidste kapitel møder vi en ung, drømmende og dybt urealistisk Gry (lovende omend rigeligt lalleglade Cecilie Bogø Bach), der mødes med den gamle Grys spøgelse. 80 år er gået, og hvordan synes i selv, at det går?
Hverken Dennis Kelly eller den dygtige personinstruktør Thomas Bendixen giver os svar, men advarslen mod afvikling af ekspertviden er tydelig, Vi behøver ikke længere at bruge Rusland og USA som skræmmebilleder. Vi kan bare slå op i en af vore egne stadig mere kulturløse aviser…
(Michael Søby)
