Der hersker en vildskab og et vanvid på Teater Nordkraft, som viser sig at være helt rigtigt, når man vil dramatisere et af 80’ernes mest mondæne filmhits, Jean-Jacques Beineix’ Oscar-nominerede BETTY BLUE – 37,2 grader om morgenen.
Minna Johannesson har både dramatiser og iscenesat BETTY BLUE på Teater Nordkraft i Aalborg med Philippe Djians roman som forestillingens røde tråd, og hun giver sine fire medvirkende mulighed for at kaste tøjlerne og slå sig løs.
Niels Anders Manley er glimrende som den stilfærdige Zorg, der forelsker sig lidenskabeligt i den tikkende bombe BETTY BLUE, som Laura Kold, Thomas Nielsen, & Nanna-Karina Schleimann varetager på hver deres måde. Laura Kold finder stærke udtryk for den dramatiske side af Betty, Thomas Niesen gør indtryk som den mutte og lidt sølle side af Betty, mens Nanna-Karina Schleimann vækker vores sympati som den sanselige Betty, ikke mindst når hun synger.
Béatrice Dalle og Jean-Hugues Anglade spillede hovedrollerne aldeles uforfængeligt på film og var splitternøgne i store dele af filmen, og selvom de medvirkende i BETTY BLUE bør roses for at vove en del med denne forestilling, så virker den trods alt ikke helt så frigjort og frigørende som BETTY BLUE gjorde i sin tid.
Men musiksiden fungerer godt med sin blanding af franske chansons og mere poppede engelsksprogede popsange. Vi får også en lille bid af Gabriel Yareds uforglemmelige underlægningsmusik, der gjorde meget for filmens popularitet.
BETTY BLUE har netop modtaget en Reumert-nominering som en af årets bedste musikforestillinger, og det er i grunden glædeligt. For selvom den blandt andet bygger på en film fra 80’erne, så er det en teaterforestilling, der peger fremad i sin visionære brug af køn og kønsroller. Kærligheden har mange farver og kommer ofte med store omkostninger, og det er disse følelsesmæssige traumer, som hele holdet bag BETTY BLUE på Nordkraft skildrer så overbevisende.
(Michael Søby)