BENCHED

★★★★★☆

Uppercut Danseteater havde urpremiere på BENCHED i 2021 som en del af Copenhagen Summer Dance. Nu kan man opleve en forlænget og om muligt forbedret udgave på Aveny-T i København og mange andre steder i forbindelse med forestillingens Danmarksturné.

Stephanie Thomasens opfindsomme koreografi danner det perfekte grundlag for fem vitale danseres forførende dans. Manderollerne synes i den grad at undergå forandringerne i disse år, og det mærker man i positiv forstand på scenen. Der er en nærhed, en sårbarhed og en intimitet mellem mændene, der synes at ophæve eventuelle seksuelle grænser, og de fem mænd på scenen kan både demonstrere aggressivitet og afstand, når der kæmpes om pladserne på bænkene. Men også empati og humor kendetegner den moderne mand anno 2023.

BENCHED har en understrøm af oprør, hvor hvem vil egentlig finde sig i at få tildelt en plads, en opgave eller en rolle, som man ikke selv må præge, men blot følge ordre konstant.

Den stadig mere medrivende musik omfatter 35th Parallel, René Aubry, Estas Tonne samt Rodrigo og Gabriela. Johan Kølkjær og Andrew Matthews har sammen skabt de magiske bænke og de fem helt fremragende solister er Adam Tocuyo, Mark Philip, Jens Schyth Brøndum, Mahamat Fofana og stortalentet Kristián Mensa. Tempoet er højt, hvilket gør temposkiftende endnu mere forbløffende, og poesien dukker altid også altid op som en usynlig gæst på bænkene.

BENCHED emmer af energi, og til slut må man nærmest kæmpe for at blive siddende, for den smittende kropslighed fra de fem dansere forplanter sig til hele salen: Uppercut danseteater – når det er mest legende og let.