Hele sin karriere stod Bo Widerberg i skyggen af sin landsmand Ingmar Bergman – i al fald internationalt. Man som han selv påpegede, så gik Ingmar Bergmans karakterer sjældent på arbejde, mens karaktererne i Bo Widerbergs film – især i første årti – var forankret i et arbejdermiljø. Da Widerberg senere i sin karriere havde svært ved at få financieret sine film, kom Ingmar Bergman ham til undsætning – i al fald i medierne.
Bo Widerberg sit gennembrud som instruktør i 1963 med ”Barnevognen”, der fik ros for sin prægtige billedside, som den senere instruktør Jan Troell var ansvarlig for. Troell opnåede personlige Oscar-nomineringer – både som manuskriptforfatter og instruktør – en ære, der aldrig var Bo Widerberg forundt. Widerberg instruerede dog tre film, der var nomineret til en Oscar i kategorien ”bedste udenlandske film”.
Den første af disse, ”Ravnekvarteret” fra 1963, blev Bo Widerbergs internationale gennembrud og modtog pris på Filmfestivalen i Cannes. I den kommende sæson kan historien om “Ravnekvarteret” også opleves som opera i Malmø – den by, der danner grundlaget for historien.
Thommy Berggren havde hovedrollerne i Widerbergs to første spillefilm, og medvirkede også i ”Kärlek 66”, der i sin samtid blev anset for at være Bo Widerbergs forsøg på at lave en selvbiografisk film om en filminstruktørs kvaler inspireret af Federico Fellinis Oscar-vinder ”8½”. Der var også planer om, at Anita Ekberg (der var blevet verdensstjerne efter Fellinis ”La Dolce Vita”), skulle medvirke i filmen, men det viste sig hurtigt, at hun og Bo Widerberg ikke kunne samarbejde.
”Heja Roland!” blev ikke den store internationale succes, men på hjemmefronten havde den betydning for både Bo Widerberg og Thommy Berggren, der begge blev hædret med Guldbagge-priser af Det Svenske Filmakademi.
Den billedskønne ”Elvira Madigan” blev Widerbergs første farvefilm med Thommy Berggren som Sixten og den unge ukendte Pia Degerman i titelrollen som Elvira. Også danske Cleo havde en rolle i filmen, men det blev den unge og smukke Pia Degerman, der betog den mandsdominerede jury i Cannes.
Berømmelsen var tilsyneladende mere end Pia Degerman kunne bære. Hun udviklede spiseforstyrrelser, begyndte at svindle bl.a. med checks for at skaffe penge og havnede i fængsel, men vi får nogle få klip med hende i dokumentarfilmen.
”Oprøret i Ådalen” var favorit til guldpalmen i Cannes, og regnes stadig af mange for karrierens bedste film, men Widerberg tage til takke med den store jurypris. Det var i øvrigt samme pris, som man tildelte Joachim Trier sidste år for hans hovedværk ”Affektionsværdi”, men hvor den norske instruktør senere blev belønnet med en Oscar, måtte Widerberg nøjes med, at ”Oprøret i Ådalen” blev nomineret til en Oscar som bedste udenlandske film.
”Joe Hill” gav Widerberg muligheden for at arbejde i Hollywood med et i al fald delvis engelsksproget projekt, der havde Thommy Berggren i sin første store internationale opgave. Men Bo Widerberg lagde sig ud med amerikanerne og både Widerbergs og Berggrens chancer i USA gik i opløsning. Filmen blev dog færdiggjort med andre midler, og Joe Hills fremgørelse i Amerika afspejler på sin vis Widerbergs afmægtighed samme sted.
Bo Widerberg vidste, at han herefter havde brug for et kommercielt hit, hvis han skulle fortsætte med at lave film, og den fik han i 1976 med den effektive kriminalfilm ”Manden på taget”, som han 8 år senere fulgte op med ”Manden fra Mallorca”. I mellemtiden havde han dog floppet gevaldigt i Cannes med filmen ”Victoria”, der også gav næring til en personlig krise.
Han fik et kunstnerisk comeback med ”Slangens vej” (”Ormens väg på hälleberget”) med en guldbagge-belønnet Stine Ekblad i spidsen for et stærkt ensemble af skuespillere (inkl, Stellan Skarsgård, Pernilla August, Reine Brynolfsson og sønnen Johan Widerberg).
Bo Widerbergs vedvarende utroskab kostede ham også ægteskabet med Johans mor, og i mange år var far og søn ikke på talefod.
Men med ”Lærerinden” gav han sønnen en fin gave i form af en hovedrolle, om en ung mand, der forelsker sig i sin lærerinde. Optagelserne var dog problematiske – ikke mindst for filmens kvindelige hovedrolleindehaverske, men det internationale publikum tog i sidste ende godt i mod den. ”Lærerinden” blev som den tredje af Widerbergs film Oscar-nomineret – men atter forgæves.
Men selv uden Oscar-statuetter har Widerbergs film overlevet tidens test, og i kølvandet på premieren på den nye dokumentarfilm, som instruktørerne Matthias Nohrborg og Jon Asp virkelig har ære af, vises også en række af Widerbergs film i arthouse biografen Gloria i hjertet af København.
(Michael Søby)
