Ingen sommer uden sommerteater ved den lille kiosk foran Riddersalen på Frederiksberg. Uanset om man er 3 eller 103 er man garanteret mange gode grin, når Signe Birkbøll og Ragnhild Kaasgaard slår sig løs som uimodståelige rødhårede barnepiger.
Signe Birkbølls manuskript sprudler af ordglæde samtidig med at vi får en masse at vide om Frederiksbergs fortid – og om danske Palle Huld, der inspirerede Herge til historier om Tintin.
Geir Sveaass har med lune og lethed iscenesat en halv times teaterfest med et væld af vittige detaljer, der får det bedste frem i de to gæve damer.
Signe Birkbøll udmærker sig blandt andet ved at kunne bjæffe med præcision – tilmed som flere forskellige hunderacer. Ragnhild Kaasgaard har tydeligvis en force i at portrættere nogle ualmindeligt forskellige prinsesser, så selv de mest vrisne modstandere af det danske monarki må overgive sig på grund af disse prinsessers særegne charme.
Man har svært ved at komme i tanke om en mere generøs og opløftende forestilling for både grønskollinger og gamlinge, der alle bliver beriget med lyse tanker og glade smil. Så glem alt om Mary Poppins: Verdens BEDSTE BARNEPIGER finder du ved den lille kiosk foran Riddersalen.
(Michael Søby)