Sommerens bedste teatertilbud finder man ved en lille kiosk foran det legendariske teater Riddersalen, hvor Asta Nielsen havde sin verdenberømte exit nedad Riddersalens trappe i Urban Gads spillefilm “Afgrunden” fra 1910.
I den lille kiosk bor nemlig byens BEDSTE BARNEPIGER, og hvem kunne i grunden spille dem med mere boblende humør og eftertænksomhed end Ragnhild Kaasgaard og Signe Birkbøll. Deres samspil raffineres fra gang til gang – godt hjulpet af Signe Birkbølls sprogglade manuskript, der emmer af uforfalsket fortælleglæde. Sublim formidlet af Frederiksbergs mest formidable fruentimmere (i ordets mest positive betydning).
Disse barnepiger har leget og lullet med småfolk i årtier, de har kyssset og krammet, kildet, kæret og kureret samfundets mindste og mest sårbare borgere. Når Signe Birkbøll beretter om barnepigernes underjordiske verden, måber børnene i forundring, og Ragnhild Kaasgaard behøver blot at justere sin krone for at forvandle sig til en ny royal baby, mens børnenes øjne står på stilke.
Iscenesætter Geir Sveaass har tydeligvis fornemmelse for de to skuespillernes meget forskellige talenter, og formår at udnytte disse forskelligheder til alles bedste.
Resultatet er en funklende halv times teaterfest for både voksne og børn – og så er den gratis! Vi går derfra i opløftet tilstand – og en lille smule klogere på Frederiksbergs lokalhistorie.
(Michael Søby)