BEAUTIFUL DISASTER

★★★☆☆☆

Roger Kumbles ungdomskomedie BEAUTIFUL DISASTER er baseret på Jamie MaGuires roman, men virker næsten som en parodi på After-filmen. Pigen Abby (Virginia Gardner) skændes i al fald også uafladeligt med sin Bad Boy Travis (der tilmed spilles af den hotte Dylan Sprouse fra After-filmene), men deres seksuelle kemi fornægter sig ikke.

Men i modsætning til After-filmene er der humor i BEAUTIFUL DISASTER – til tider vovet og enkelte gange plat, men man får nogle gode grin undervejs, og filmen er også ganske vovet i forhold til Hollywoods gængse romantiske komedier.

Filmen vedkender sig tilmed soap-traditionen, og har da også både den aldrende Beverly Hills-hunk Brian Austin Green i rollen som Abbys svigefulde fader og den fallerede soap-stjerne Rob Estes som homoseksuel skurk.

Roger Kumble, der faktisk også iscenesatte “After We Collided”, har fundet en stil, som mere skør og mere vild, men også mere underholdende end de gennemsnitlige amerikanske ungdomsfilm. Om man så også har mod på at anbefale filmen til diverse teenagere i ens omgangskreds er straks en anden historie.