Instruktøren Ari Aster er bedst kendt for overhypede gyserfilm som “Midsommer” og “Hereditary”. Så selvom man kan argumentere for, at BEAU IS AFRAID er hans hidtil bedste film (det er i al fald hans mest ambitiøse!), så siger det i grunden ikke så meget.
Men man bør beundre modet til at lave en cirka tre timer lang film om den med rette paranoide Beau Wasserman, der bor i et brutalt kvarter i en uhyggelig lejlighed omgivet af mistænkelige mennesker.
Med Joaquin Phoenix i hovedrollen burde filmen være på sikker grund, eftersom Joaquin Phoenix siden gennembruddet i “To Die For” anno 1995 har markeret sig som en af sin generations mest interessante skuespillere. Det synes dog at stoppe med BEAU IS AFRAID.
Karakteren er ellers på papiret ganske kompleks, men Joaquin Phoenix gør ham primært møghamrende irriterende. Meningen er vist, at vi skal have ondt af Beau på grund af alt det rædsomme, som han udsættes for gennem filmen, men vi er faktisk ret ligeglade med Beau, og det er lige før, vi hepper på Beaus grusomme mor (overdådigt fremstillet af teaterdivaen Patty Lupone i karrierens fineste birolle).
BEAU IS AFRAID har dog flere bemærkelsesværdige scener, bl.a. da han i skoven overværer en teaterforestilling, som tilsyneladende handler om ham selv. Med en længde på næsten tre timer er filmen dog en time for lang, og Ari Asters visuelle talent drukner næsten i hans prætentiøse fortællestil.
Men instruktørens dristighed må man tage hatten af for, så det er hermed gjort.
