BARONESSEN FRA BENZINTANKEN

★★★★★☆


Sæsonens sidste forestilling er en musical-udgave af Annelise Reenbergs danske filmklassiker BARONESSEN FRA BENZINTANKEN fra 1960. Musicalversionen havde premiere i 2007 med Sophie Lassen-Kahlke i Ghita Nørbys glansrolle, og har senere spillet på det imponerende Borreby Herreborg, hvor en del af optagelserne til den store filmsucces fandt sted.

Under bøgetræerne i Arnbjerg må man atter konstatere, at BARONESSEN FRA BENZINTANKEN simpelthen er en drøngod musical med med et dynamisk manuskript og vakse sangtekster af Jacob Morild, og i ørefaldende musik af Morten Wedendahl.

Det er teaterkollektivet 7-kanten, der står bag Varde Sommerspil 2024, og også i år er der dømt succes. Siden 1978 har de spillet stort set alle de kendte operette og musicals (okay, vi har desværre stadig den charmante “No No Nanette” til gode) med “Chaplin the Musical” fra 2018 som et af de kunstneriske højdepunkter.

I Varde har man efter sigende venteliste på scenografi-holdet, der fra tid til anden sågar assisterer Fredericia Teater med deres store forestillinger. Også i år forbløffes man over en scenografi, hvor diverse lækre vintage-biler og motorcykler kører ind og ud af scenen, og vi får både mulighed for at kigge ind bag de håndmalede kulisser. Vi besøger den kommende baronesses hjem på tankstationen, og gæster dagligstuen, køkkenet, badeværelset samt ikke mindst Baronessens nye lokaler på godset.

Scenografen Jens Frausing, scenemester Bjarne R. Jensen og scenedekoratør Sara Vilslev fortjemer således al mulig ros i lighed med Agnethe Vestergård Pedersens kostumer, der også bidrager positivt til tidsbilledet.

Carsten Friis stilsikre iscenesættelse får tilsyneladende det bedste frem i hver eneste af de godt 30 medvirkende på scenen inklusiv den kun 19-årige Johanne Andersen Rye, der fremstår som en gæv og velsyngende baronesse.

Men kort før pausen må forestillingen pludselig stoppes og publikum evakueres. Et af de store bøgetræer har givet et ordentlig knæk, og det tonstunge træ er tilsyneladende lige ved at vælte ind over publikum. Men takket være en forbilledlig indsats fra såvel de ansatte som de frivillige, når man lige at få alle ud, inden det gigantiske træ lander med et brag, der hvor der lige har siddet flere hundrede mennesker.

Mange er naturligvis rystede, og resten af forestillingen bliver selvfølgelig aflyst, men man har alligevel mod på at komme igen. For man føler sig helt tryg med så dygtige mennesker på, bagved og foran scenen. Et nyt besøg kunne også give anledning til at besøge nabohotellet Arnbjerg Pavillionen, der også rummer et af byens absolut bedste spisesteder med et venligt personale.

BARONESSEN FRA BENZINTANKEN skal også være velkommen i København. Benzintanken ligger ganske vist stadig i Tikøb, men det bør ikke afholde et stort københavnsk teater fra at invitere denne herlige danske musical indenfor.

UPDATE!

Et genbesøg i Varde nogle dage efter bekræftede, at BARONESSEN FRA BENZINTANKEN er en 5-stjernet forestilling – og den ødsle finale bør man bestemt ikke gå glip af. Man glæder sig også over gensynet med de spillelystne medvirkende, der også sangligt klarer sig godt:

Den unge Johanne Andersen Rye i titelrollen, Vibeke Hornbak som enkebaronessen, Neklas Klausen og Jonas Flindt-Christensen som Lars Tofte og Hans Høy. Samt Mette Hebsgaard som den grå dame, Ole E. Gudmundson som hushovmester Frederiksen og Vivi Bendix Poulsen som den fæle Clarissa. Også køkkenpersonalet får liv takket være Cecilia Wessel Rasmussen, Emilie Koop Nielsen og Betina Bruun Metcalfe.

For BARONESSEN FRA BENZINTANKEN er i sidste ende en ensemble-triumf, som man ikke bør snyde sig selv for denne sommer.

(Michael Søby)