Greta Gerwig overrumpler atter som instruktør efter triumferne “Little Women” og “Lady Bird”. Denne gang med en glitrende BARBIE-film, der hverken vil slå sig til tåls med at være en pastiche eller en slet skjult reklamesøjle a la Lego-filmen.
Derimod synes filmen BARBIE at være en crazy kønsrolle-komedie om de stereotyper, som alverdens Barbie-dukker både har udfordret og fastholdt. Sammen med sin mand – Hr. Noah Baumbach – har Fru Gerwig begået et både begavet og vittigt manuskript. Deres univers får fuld visuel udfoldelse i et vidunderligt gennemført design – både når det gælder kulisser og klæder, så vi ender med at indse både lighederne og forskellene mellem BARBIEs verden og vores.
Margot Robbie er perfekt castet til rollen som BARBIE og har samtidig så meget fornemmelse for Gerwigs komiske vision, at hun formår at introducere dødsangsten i BARBIEs univers, så vi tror på den.
Det er dog gang på gang La La Lands Ryan Gosling, der stjæler billedet som den kønne men bestemt ikke alt for kvikke Ken, der tilsyneladende kun kan finde mening med livet, når BARBIE ser beundrende på ham. Gosling har også en forrygende morsom og flot eksekveret sang, der ligesom ham meget vel kan ende blandt de nominerede i forårets prisræs.
Derimod skuffer Will Farrell som BARBIEs boss med en i denne sammenhæng gammeldags komediestil, men vi får et ganske sødt gensyn med Carla fra TV-serien “Sams Bar” (“Cheers”). I en alder af 75 lander hun langt om længe en fin lille filmrolle, der giver os grund til at huske, at hun er andet og mere end Danny de Vitos viv, og at hun faktisk har sit eget navn: Rhea Perlman.
BARBIE er både festlig og farverig “fun”, men dens sofistikerede satire er knivskarp og synes bestemt ikke at være blevet mindre relevant med tiden. Denne BARBIE er tydeligvis klar på en ny tid og forhåbentlig kommer Ken også på omgangshøjde med hende engang.
