”Jane Eyre”, ”Lady Chatterleys elsker” og ”Barbara er blot et lille udpluk af de litterære værker, der er blevet udsat for Aarhus Teaters radikale bearbejdelser i de senere år – med mange anmelderroser til følge. Pointen synes dog primært at være, at Aarhus Teaters dramaturger, manuskriptforfattere og iscenesættere er bedre begavede end de forfattere, der har skabt originalværkerne, og at det blandt andet derfor er helt i orden at smadre den originale historie for at demonstrere en moderne og dog uklædelig åndelig overlegenhed. Datidens kvindesyn står hver eneste gang for skud og skal for enhver pris nedgøres – enten med hån eller latter.
Denne gang er det forfatteren Jørgen-Frantz Jacobsen og hans ”Barbara”, der dissekeres med iskold skalpel på Aarhus Teaters Scala-scene. Er BARBARA overhovedet færing? Og er teologen Poul blot en dansk imperialist? Karakterernes relationer skal for enhver pris tvinges til at afspejle behovet for frigørelse fra en fælles afhængighed, selvom Trumps planer med Grønland tydeligvis også har styrket fællesskabet mellem Danmark og Færøerne.
Tænk hvis Aarhus Teater i højere grad kunne vise respekt for og havde tillid til det materiale, man satte sig for at dramatisere.
Allerede fra start får vi et indtryk af, at stort set alle beboerne på den roterende etageinddelte grønne ø, der i David Gehrts scenografi skal illudere som Færøerne, er landsbytosser, og synge kan de åbenbart heller ikke?
Sigrid Johannesens iscenesættelse kan siges at være underholdende og naturligvis intelligent, men i sidste ende er det kun BARBARA, at vi kan tage alvorligt. Det skyldes en passioneret indsats fra Marie Boda, der endelig lader til at have lagt det sødladne bag sig, og nu kan fremstå som en stærk og sanselig kvinde, der fænger og fascinerer.
Emil Busk Jensen kæmper en brav kamp for at give rollen som Poul en smule værdighed, men som så mange andre mandlige karakterer i Aarhus Teaters klassikerdramatiseringer ender også denne karakter som et skvat. Bedst går det denne gang for naturtalentet Oskar Salvatore, der formår at forvandle sig fra falmet færing til spraglet charmetrold, så man næsten ikke kan tro, at det er den samme skuespiller.
BARBARA er en interessant og seværdig forestilling, men nager alligevel, fordi den ensartede formel, som Aarhus Teater åbenbart vil bruge som grundlag for disse dramatiseringer atter er blevet for tydelig. Det er på tide, at man ryster posen – og den slags gøres bedst oppefra.
(Michael Søby)
