Nej, BANG&BERNHARD er ikke en fortsættelse til Folketeatrets succes-forestilling om Herman Bang og Betty Nansen, selvom skuespillerinden Karin Heinemeier på et tidspunkt også havde en hovedrolle i den forestilling, der ligeledes spillede på Folketeatret.
BANG&BERNHARD, der er henvist til Snorreloftet, er en såkaldt impro-forestilling i den såkaldt long form (lang form!). Ud fra oplysninger fra en person i salen om en konkret begivenhed i dennes liv får de to medvirkende improviseret karakterer og handling frem til et helt forløb på en lille time og kun ledsaget af en ivrig pianist. Udgangspunktet denne aften blev den unge Jasmins blanding af glæde og gru over den snarlige 25-års fødselsdag.
Når resultatet bliver så meget bedre end så mange andre impro-shows skyldes det givet vis, at Karin Heinemeier og Carsten Svendsen simpelthen er dygtigere skuespillere end størstedelen af impro-komedianterne.
Carsten Svendsen regnes i disse år ikke uden grund blandt landets sjoveste og mest musikalske entertainere, og han og Heinemeier kender tydeligvis hinanden godt, for der er en lethed, en hurtighed og frem for alt en fortrolighed i deres samspil, der gør at eventuelle vildskud i historien aldrig opfattes som fejl. I dette generøse univers blomstrer Carsten Svendsen bl.a. som en rigelig kropsbevidst og idrættosset Jasmin, som hendes bøvede fader og som Igor, en af de mest bizarre skabninger i Jasmins kollektiv (man tænker straks på Mel Brooks-filmen “Frankenstein Junior”/”Young Frankenstein”). Svendsen får også mulighed for at lufte sangstemmen, og brillerer i øvrigt som højlydt “katastrofepilot” (citat: Jasmin).
Karin Heinemeier nyder tydeligvis at give plads til dette stortalent og må kandidere til sæsonens mest generøse medspiller, men er også knivskarp og besk vittig, når situationen kræver det. Det klæder forestillingen, at Heinemeier ofte agere “straight man”, mens Svendsen får lov at boltre sig, som kun han kan. Vanvid rummer de heldigvis begge to – og derfor kan handlingen også tage nogle helt vilde drejninger. Men de to dygtige kunstnere formår alligevel af få historien rundet af uden helt at glemme de efterhånden mange karakterer.
Eneste minus er at Jasmins 25-års dag næsten ikke kan undgå at blive at antiklimaks efter dette overdådige og odiøse impro-show.
