BAMBI – LIVET I SKOVEN

★★★☆☆☆

“Skoven er som en mors mave”, får vi indledningsvis at vide i Michel Fesslers filmatisering af Felix Saltens bog om Bambi. Det skal nok få nogen til at føle sig trygge, mens andre vil afholde sig fra en skovtur.

Michel Fessler byder ikke på tegnede dyr ligesom Walt Disneys berømte mesterværk fra 1942, men har i stedet filmet levende dyr i den gigantiske Loiret-skov.  Smukke optagelser, der hylder mangfoldigheden i skovens dyreliv i en grad, så man næsten glemmer, at flere af dyrene rent faktisk æder hinanden.

Men i BAMBI: LIVET I SKOVEN hjælper de forskellige dyrearter hinanden – især mod den næsten usynlige fjende – mennesket, der går på jagt, sætter fælder op, dræber Bambis mor og spærrer Bambis kæreste inde!

BAMBI: LIVET I SKOVEN er desværre sovset ind i pompøs underlægningsmusik, og når den så tilsættes voluminøs ordløs operasang, som står i grel kontrast til det relativt enkle liv i skoven, så bliver det for meget af det gode.

Den dygtige oplæser Vibeke Hastrup må kæmpe med et banalt manuskript, der undviger de mest uhyggelige scener (sikkert for ikke at skræmme de allermindste), men berøver samtidig historien for nogle større dramatiske udsving.

BAMBI: LIVET I SKOVEN er en køn, men også lidt kedelig film, der burde være bedre, end den er.