Teaterduoen ”How To Kill A Dog” består af iscenesætteren Jennifer Vedsted Christiansen og entertaineren Emma Sehested Høeg, der med forestillinger som ”Velkommen til Pandora”, ”Lolita for alle” og ”Farvel til Madonna” har forsøgt at afmytologisere kvinder for derved at frigøre dem – og sig selv.
På Nørrebro Teater, hvor Jennifer Vedsted er blevet kunstnerisk direktør, bruger man Felix Saltens over 100 år gamle klassiker ”Bambi – et liv i skoven” til at belyse moderskabet og rollen som mor i vor tid.
Trods titlen er det dog ikke Bambi, men snarere Bambis mor, der er mest i fokus, eller måske i virkeligheden Emma Sehested Høeg? Iført en trøje, der udnævner hende til verdens bedste mor, fortæller hun febrilsk, om alt det hun skal huske som mor, og det varer ikke længe, før trøjen er smurt ind i Bambi-lort.
Der levnes ikke meget plads til Gustav Gieses maskulinitet, hvad enten han skal agere ægtemand, jæger eller potent hjort, men det synes også at være at være selve ideen med hans figurer.
En lille udstoppet hjort og en lille pige varetager hver på deres måde Bambi-rollerne, men igen skal Emma Sehested Høeg hele tiden ind og overtrumfe, så det ikke handler om de andre, men om hendes karakter – ligesom i de øvrige How To Kill A Dog-samarbejder.
Den kælne sangstil og de blottede bryster er blevet en kliché, og den sårbarhed/skrøbelighed, som der også gives udtryk for på scenen, virker stadig mere udvendig og overfladisk. I lighed med forestillingens banale epilog, der forekommer ligeså unødvendig som den gule rutsjebane i Petruska Miehe-Renards scenografi.
En vis elementær evne til at underholde kan man bestemt ikke fratage Emma Sehested Høeg, og hun fremstår sådan set ikke mere selvoptaget end mange af sine mandlige kolleger indenfor stand-up komik. Men fordi måden, hvormed denne narcissisme formidles, forekommer bevidst støjende helt uden hensyn til omgivelserne, er det også tilladt at blive træt som Gustav Gieses mandefigur også gør det, hvorefter han forlader salen.
Man må sandelig håbe, at Jennifer Vedsted Christiansen også trækker Emma Sehested Høeg i nye retninger på Nørrebro Teater, så vi kan se, om Emma Sehested Høeg rent faktisk magter at gå ind i og ned i en rolle, der er andet end et ekko af hende selv. Det fortjener de begge – i lighed med den del af publikum, der ikke stiller sig tilfreds med en variation over de samme tematikker.
(Michael Søby)
