BALDER & DRAGEN

★★★★☆☆

Dansk Rakkerpak spiller også i år på Frue Plads, inden de drager på en lille turné. Selvom BALDER & DRAGEN ikke høre blandt Rakkerpaks mest sprudlende forestillinger, er der heldigvis nok gakkede indslag til at gøre den seværdig. Hvis flere af de medvirkende virkede en smule matte denne eftermiddag, bør de være undskyldt på årets hidtil varmeste dag.

Den musikalske Bastian Popp tilfører løjerne strejf af poesi, når han som håndværker-sønnen Balder får indarbejdet et musikinstrument i alle sine håndværkerløsninger. Bastian Popp har også komponeret de liflige toner, der bidrager til underholdningsværdien.

Niels Grønne, Niels-Peter Kløft & Søren Møller Pedersens rustikke charme fornægter sig heller ikke denne gang, og børnene elsker den mærkværdige dampende drage, der skaber både gru og grin til slut. Christian Q. Clausens scenografi kan desuden på få sekunder etablerer et snedkerværksted – komplet med træspåner!

Det lykkedes også at afholde en ridderturnering på Frue Plads – om end af de mere odiøse, men det gør kun morskaben større. Det skyldes ikke mindst hesten Gurli Margrethe d. II.

BALDER & DRAGEN gør os gudskelov ikke klogere på middelalderen, men måske den alligevel kan lokke børn og deres voksne til at læse lidt op på stoffet?

(Michael Søby)