På Bakkens Hvile er man allerede i fuld gang med at gøre klar til det imponerende 150-års jubilæum til næste år. Stemningen er allerede i top, og de fire pragtfulde Bakkesangerinde funkler i deres flotte rober.
Hatten af for 50-års jubilaren Dot Wessman, der ikke blot giver sødmefyldte fortolkninger af vidunderlige viser med rod i Bakkens Hvile, men som også fremstår som en visionær leder, der i en omskiftelig verden har formået at bringe denne unikke kulturinstitution ind i en ny tid uden at svigte traditionerne.
Tina Grunwald slår på flere fronter et vægtigt slag for den modne kvindelige seksualitet, og hvis der er nogen, der ved, hvordan man skal klæde sig for, at den skal komme mest fordelagtig til udtryk rent visuelt, så er det hende.
Ann Farholt har jazz i både krop og stemme og gudskelov for det. Og så har hun den mest flabede humor, som hverken publikum, de øvrige Bakkesangerinder eller den fortræffelige pianist og komponist Kenneth Sichlau undslipper.
Sus Mathiasen er klassens nyeste pige – med glimt i øjnene og et skævt smil til alle – husarer såvel som hustruer. Sue Mathiasen har på få år fundet melodien på Bakkens Hvile og er faldet til i et ensemble af muntre og musikalske ”madammer”.
Velkendte sange, som publikum kan synge med på, fra spillefilm med Marguerite Viby og Liva Weel blandes fyndigt med materiale af nyere dato forfattet af blandt andre Sigurd Barrett og Lukas Birch med fornemmelse for Bakkens Hviles helt særlige univers.
Det komiske højdepunkt i år er ”Bartendereffekten”, hvor Flemming Jensen har skrevet en vittig tekst til Dot i form af et brev fra Troels Lund Poulsen, der bejler til, at hun udskifter bartenderen (”dit hjertes hæmoride”) til fordel for den nuværende kongelige undersøger.
BAKKENS HVILE 2026 fremstår således som et stykke lyslevende dansk kulturarv. Man glæder sig allerede til næste år.
(Michael Søby)
