BAKKENS HVILE 2023

★★★★★☆


146 år er ingen alder for Bakkens Hvile, når den forvaltes af fire gæve syngepiger i hopla. Dot Wessman, Ann Farholt, Sus Mathiasen og ikke mindst 40-års jubilaren Tina Grunwald har alt, hvad der skal til, for at publikum får en festlig aften.

Grunwald har tilmed peppet kostumerne op, så de synes flottere end nogensinde, og hvem siger, at cheerleaders partout skal være magre uerfarne teenagetøser? Næh nej – også i den sammenhæng sejrer de fire syngepiger – godt hjulpet af Susanne Breunings ambitiøse koreografi.

Susanne Breuning er også som iscenesætter garant for et dynamisk mix af gammelt og nyt. Ideen med at samle en række af de velkendte Bakkens Hvile-refræner i eet nummer er hendes, og pianisten Kenneth Sichlau får på elegant vis kædet dem sammen til et af aftenens absolutte højdepunkter.

Flemming Jensen har igen skrevet en herlig uforskammet vise til Dot Wessman, som hun synger sødmefyldt til sin politikermand i baren. På moderlig vis overvejer hun, om manden i baren skal skiftes ud med Søren Pape, for Pape har jo faktisk endnu mere brug for hjælp i øjeblikket. Selvironien har således gode kår i Bakkens Hvile – også i baren.

Vi synger alle med på “Gå med i lunden”, der også er navnet på en af de effektive cocktails på menukortet, og der bliver heldigvis også tid til at mindes en lang række af de dårende dejlige divaer af alle køn, der stået på scenen i den gamle pavillion.

Sprælske Ann Farholt er heldigvis stadig festlig – selv når hun agerer sur i en træfsikker tekst af Jakob Wendt, Peter Engholm og Erling Tind Larsen, og når først premierenerverne er bragt i ro, kommer Sus Mathiasen helt på omgangshøjde med de øvrige. Den vidunderligt vampede Tina Grunwald får naturligvis et hyldestnummer, hvilken giver hende lejlighed til at vise sig fra den frække side i “Så ender vi i sengen” skrevet af Hans Møller til musik af Frank Leon.

Så Dot og co. kan roligt regne med at publikum bliver hængende – både i denne sæson og fremover. For der finders vitterligt ikke andre steder i verden, der kan det som Bakkens Hvile kan.

(Michael Søby)