På Teater Katapult i Århus er man ikke bange for at gå linen ud – og gudskelov for det. Der er behov for mere teater, der ikke aer os med hårene, men tør udfordre os og provokere os til at se verden med nye øje. Dansk-serbiske Aleksa Okanovic har atter skabt et stykke dramatik, der går lige i kødet på sit publikum, denne gang med et komplekst og saftigt queer-portræt i centrum,
Jens Mønsteds blide overture understreger kontrasten til den barske virkelighed som den unge Johannes (født Johanne) lever i. Han har hacket sig ind på sin sag hos Center for Kønsidentitet (CIK), og erfaret, at afslaget på den hormonbehandling, som han så længe har drømt om, skyldes, at han til samtalen ikke fremstod tilstrækkelig maskulin. Derfor er han gået i hård træning og har i bedste Faust-stil solgt sin sjæl, for at drømmen kan blive til virkelighed.
Iscenesætter Isabelle Reynaud vover at lade Johannes’ voksende maskulinitet afspejle sig i en stadig mere aggressiv adfærd, hvilket naturligvis må være kontroversielt set fra en queer synsvinkel, men som også spejler den maskuline aggressivitet, vi oplever fra politisk side fra flere verdenshjørner.
Line Bie Rosenstjerne yder en rystende præstation, der må rangerer blandt sæsonens ypperste, og som sammen med hendes fine portræt af Madame Curie på Himmerlands Teater for få måneder siden bør gøre hende til teaterpriskandidat i flere sammenhænge.
Hendes portræt af den drengede Johannes hører blandt de mest overbevisende queer-præstationer i nyere tid, og vi skal helt tilbage til Christine Albæk Børges mageløse spil i Anders Lundorphs Reumert-belønnede opsætning af “Boys Don’t Cry” for at finde noget lignende. Line Bie Rosenstjernes transformation forkommer fuldendt, og må regnes som skuespillerkarrierens foreløbige højdepunkt.
(Michael Søby)
