ATLAS OVER AFSIDESLIGGENDE ØER

★★★★☆☆

Marc van der Velden har både skrevet og iscenesat ATLAS OVER AFSIDESLIGGENDE ØER baseret på en fortælling af Judith Schalansky (kendt for "Giraffens hals"). En børneforestilling, der starter sin landsturné i det nyombyggede Teater Zebu på Amager.

Allerede ved ankomsten inddrages man i forestillingens univers. På billetten står der nemlig navnet på ø, og den får man nu til opgave at finde på det omhængte verdenskort, hvor alle de i denne sammenhænge relevante øer er fremhævet. En fiks måde at lære såvel børn som voksne lidt geografi, og en påmindelse om, hvor lidt vi ofte ved om andre kulturer.

Det gør ATLAS OVER AFSIDESLIGGENDE ØER heldigvis noget ved – også inde i salen fra den globusformede scene. Her danner en ensom pige med forkærlighed for sit gamle atlas en lille klub, hvor livet på diverse afsidesliggende øer afdækkes og fremlægges for klubbens medlemmer.

Vi kommer vidt omkring i alle slags klimaer og undervejs hører vi ikke blot om usædvanlige menneskeskæbner inklusive den dristige pilot Amelia Earhart, men møder også nogle fabelagtige dyr. Ikke mindst en gigantisk krabbe gør indtryk på de mindste.

Diverse videoprojektioner og lysskift bidrager til de eventyrlige rejser, som en trio af skuespillere bestående af Emma Silja Sångren, Jesper Pedersen og Lotte Bergstrøm gør deres bedste for at gøre levende. De får musikalsk assistance af den talentfulde Claus Carlsen, der også sørger for en forfriskende alsidig instrumentering.

ATLAS OVER AFSIDESLIGGENDE ØER har tilløb til at blive lidt for frelst og politisk forudsigelig, men modsat Amelia Earhart lander den dog et sikkert sted.

(Michael Søby)