COLD PURSUIT

★★☆☆☆☆

Man behøver ikke Liam Neesons klodsede udtalelser som undskyldning for at gå udenom hans film. For det er efterhånden mange år siden, at hans navn signalerede kvalitet i "Michael Collins" og "Schindlers liste".

Nu fortsætter han den tilsyneladende endeløse række af selvtægtsfilm med endnu en træt præstation i Hans Petter Moland engelsksprogede version af sin egen "Kraftidioten", der havde Stellan Skarsgaard i front.

Kim Fupz Aakeson deler i denne version ansvaret for manuskriptet med Frank Baldwin, og det gavner ikke det endelige resultat. Og bortset fra Gus Halper i en skæg birolle som "Bone", er der ikke meget at fryde sig over i den amerikanske version, som helt mangler originalens charme.

I den nye version kører familiefaderen Nels sneplov i feriebyen Kehoe, da hans søn pludselig findes død af en overdosis heroin. Nels begiver sig herefter på et blodigt hævntogt i narkohandlernes betændte verden.

Altsammen så forudsigeligt, at det næsten virker skematisk. Og tilmed med så langstrakte scener, så filmen havner på en spilletid på næsten to og en halv time, selvom halvanden havde været rigeligt.

Man gør derfor klogt i at finde frem til den originale norske film, hvis man er bare en smule kvalitetsbevidst i sine filmvalg.