(Teatersæsonens store gennembrud i 2017/2018 for “Tør aldrig tårer bort uden handsker” & “Den kroniske uskyld”)
Ifølge cphculture.dk tegner Simon Bennebjerg sig for sæsonens storet teatergennembrud via sine hudløse præstationer i “Tør aldrig tårer bort uden handsker” og “Den kroniske uskyld” på Det Kongelige Teater.
Men faktisk har den unge skuespiller været godt på vej i flere år. På kortfilmfronten er han allerede en erfaren mand og blev nomineret til Ekko-prisen for sin hovedrolle i “Delphi”. Det er da også blev til småopgaver på TV og spillefilm.
“Jeg fik job på Det Kongelige Teater, mens jeg gik på skolen (Den Danske Scenekunstskole), samtidig med at jeg lavede TV-serien “Arvingerne”. Senere havde jeg også en lille rolle i Charlotte Sieling-filmen “Mesteren”, men ellers har det primært været teater, jeg har arbejdet med. Men jeg vil meget gerne lave mere film og tv.”
Simon Bennebjerg fik sin officielle debut på Skuespilhusets store scene i “Ødipus og Antigone”.
“Det var overvældende at debutere på en stor scene med en klassisk tekst som “Ødipus og Antigone”. Oven i købet iscenesat af Elisa Kragerup, som jeg har elsket, siden hun lavede sin afgangsforestilling “Farlige forbindelser”, en af de største teateroplevelser jeg har haft.
Jeg kan huske, at jeg var frygtelig nervøs. Min krop blev mekanisk og jeg skulle hele tiden rømme mig i replikkerne. Jeg var overrasket over, at jeg ville føle mig så ny og lille. Efterfølgende fik jeg også at vide af flere, at man havde svært ved at høre, hvad jeg sagde.
Så da jeg skulle spille Antonio i William Shakespeares “Helligtrekongersaften – eller hvad I vil”, var jeg fast besluttet på at blive hørt. Jeg lagde ham højere end normalt, og udviklede en vabel, der godt kunne være blevet en knude på stemmebåndet. Jeg har aldrig oplevet vigtigheden af stemmetræning før og følte mig virkelig bestjålet ved tanken om, at jeg kunne miste stemmen og at forestillingen måske skulle aflyses.”
Et turbulent prøveforløb, hvor bl.a. scenografien måtte skiftes ud, blev afløst af en skøn prøveproces på Eugene O’Neills rystende familiedrama “Lang dags rejse mod nat”. Simon Bennebjerg spillede her rollen som den skrøbelige lillebror og anmelderne jublede over fire pragtpræstationer i en moderne klassiskeropsætning.
“Jeg forelskede mig supermeget i rollen, og var meget tryg ved, at det var Morten Kirkskov, der skulle iscenesætte, da det jo var ham, der i sin tid havde engageret mig. Jeg havde allerede arbejdet med Karen-Lise Mynster i “Ødipus og Antigone” og kendte også Peter Plaugborg, men jeg havde aldrig spillet sammen med Henning Jensen før og var sindsygt nervøs. “Jeg retter dig ind, hvis du laver fejl”, sagde han til mig den første dag og jeg troede i første omgang på det, men det var naturligvis en joke, og den perfekte måde at starte ud på.”
“Lang dags rejse mod nat” blev bl.a. kåret til årets forestilling af cphculture.dk og Simon Bennebjerg modtog en Reumert-talentpris for sin bevægende indsats. Den følgende sæson bød da også på to krævende hovedroller på Det Kongelige Teater.
“Tør aldrig tårer bort uden handsker” tog udgangspunkt i en svensk roman og TV-serie, der anskuede aids-udbrudet fra et nordisk perspektiv. Iscenesætter af sceneversionen på Det Kongelige Teater var Anders Lundorph, manden bag Eventministeriets største kunstneriske succes “Boys Don’t Cry”.
“Anders havde lavet et afsindigt godt forarbejde med nogle helt klare kunstneriske visioner, så da han blev syg under det kun tre uger lange prøveforløb, tog vi en svær beslutning om alligevel at gennemføre forestillingen.”
Med Peter Christoffersen og Morten Burian som medspillende instruktører fik “Tør aldrig tårer bort uden handsker” alligevel premiere, og der blev grædt mange tårer både under og efter forestillingen. “Tør aldrig tårer bort uden handsker” fik øjeblikkelig status som det hidtil bedste nordiske aidsdrama med ekkoer af “Engle i Amerika”, men alligevel med sin helt egen tone. Såvel Reumert-komiteen som cphculture.dk nominerede da også forestillingen blandt sæsonens bedste.
Simon Bennebjergs næste store opgave blev hovedrollen i “Den kroniske uskyld” iscenesat af Elisa Kragerup på Det Kongelige Teater. Filmversionen af Klaus Rifbjergs litterære klassiker fik i sin tid ganske hårde anmeldelser, men det afskrækkede ikke Simon Bennebjerg fra at påtage sig opgaven.
“Jeg kunne mærke, der var noget på spil, og så bliver lysten større end angsten. Jeg kunne godt lide bogen og holdet. Jeg connectede med karakteren – ej et dårligt ord! Der var helt klart en forbindelse mellem mig og ham, og for en gang skyld kunne jeg bruge mit eget sprog – jeg kommer fra Vanløse. Det var en stor lettelse for mig, at det gik så godt, at forestillingen fik så fin en modtagelse – også af publikum.
På et tidspunkt i spilleperioden var forestillingen dog lige ved at blive for sjov, og jeg blev meget bevidst om, hvor vigtigt det var at bevare balancen mellem poesien og humoren. Jeg er meget regelret som skuespiller – nogen gange måske for meget – og kan godt finde på at sige: “Nej, det havde vi altså aftalt.” Men jeg synes, det er vigtigt at være tro mod ordene, og mod Elisas vision.”
Simon Bennebjerg kan i den kommende tid – og i en begrænset periode – opleves i både “Tør aldrig tårer bort uden handsker” og “Den kroniske uskyld”. Det sker i Skuespilhuset, Det Kongelige Teater – for enden af Nyhavn. Og senere på sæsonen spiller han den krævende titelrolle som Mozart i “Amadeus” på Det Kongelige Teaters gamle scene.
(Michael Søby)