Pedro Almodóvar er tilbage, og det er der altid grund til at glæde sig over. Hans seneste film hører ikke blandt hovedværkerne, men udover vanlige ingredienser som grafisk fantasifulde credits og besnærende musik får man også en kompleks og tankevækkende historie.
Ligesom Ingmar Bergman og Woody Allen må Pedro Almodóvar regnes for at være mindst ligeså dygtig til at skrive manuskripter, som han er til at instruere film, og man udfordres også denne gang, selvom selve plottet forekommer temmelig konstrueret.
Man savner også skuespillere som Carmen Maura, Antonio Banderas og Penélope Cruz, der alle blev verdensstjerner takket være Pedro Almodóvars film, men man nyder gensynet med fænomenet Rossy de Palma i en mindre rolle.
Den todelte historie omhandleren karakter, der minder om forfatteren selv (troværdigt fremstillet af Leonardo Sbaraglia), der arbejder på et manuskript, hvor en af karaktererne i stadig højere grad minder om manuskript-forfatterens faste samarbejdspartner gennem et langt liv. Monica (spillet med integritet af Aitana Sánchez-Gijón).
Det rejser spørgsmålet om, hvor går grænsen mellem fiktion og virkelighed? Kan en forfatter bruge og misbruge sine nærmeste og andre kendte eller mindre kendte menneskers liv i sine værker?
Filmens to fineste præstationer leveres af Patrick Criado som uimodståelig mandestripper i filmens fiktion-del og Quim Gutiérrez, der agerer manuskriptforfatterens trofaste kæreste.
AUTOFIKTION er ikke et mesterværk, men for kommende manuskriptforfattere er den vigtig at få set, fordi den italesætter nogle etiske overvejelser, som vi er nødsaget til at tage stilling til i en AI-tidsalder.
