Længe før han modtog Nobel-prisen i litteratur var Jon Fosse et anerkendt navn indenfor dansk teater, og tidligere på året blev “Drøm om efterår” (en co-produktion mellem Aalborg Teater og Holstebro Teater- og Dansekompagni baseret på forlæg af Jon Fosse) faktisk nomineret som årets forestilling af Reumert-komitéen.
Jon Fosse har en sjælden evne til at skildre menneskelig skrøbelighed som et livsvilkår, og det mærker man i den grad også i Det Kongelige Teaters spritnye operaværk ASLE OG ALIDA, et både smuk og vellykket samarbejde med Bergen Nasjonale Opera.
Komponisten Bent Sørensens følsomme – næsten sarte – musik fanger det famlende og porøse i menneskers livsrejser. Vi følger et ungt par, spillemanden Asle og hans gravide elskede Alida, der ikke ulig Biblens Josef og Maria søger nattely, men afvises alle steder. Flygtningeperspektiver fornægter sig heller ikke, mens Asle og Alida forgæves trasker gennem den lidet gavmilde landsby Bjørgvin.
Jon Fosses klare og rene libretto tager udgangspunkt i hans egen prisvindende romantrilogi “Andvake”, “Olavs draumar” og “Kveldsvævd”. Værket synges på norsk med både danske engelske tekster, og med dirigent Eivind Gullberg Jensen i spidsen for Det Kongelige Kapel.
Iscenesætter Sofia Adrian Jupither, der stod bag den anmelderroste Reumert-nominerede opsætning af operaen “Tristan og Isolde”, lader de uhyre velsyngende korsangere være en del af Erlend Birkelands tilpas dystre scenografi af stenbrud og træværk som et klassisk græsk kor.
Wiktor Sundqvist og Louise McClelland Jacobsen er både sangligt og dramatisk overbevisende i de to titelroller, der bringer mindelser om et andet flygtningepar fra den nordiske kulturhistorie, Karl Oskar og Kristina (de centrale karakterer i Vilhelm Mobergs romaner “Udvandrerne”, der blev udødeliggjorte på tv og film af Jan Troell).
Samtidig med at skæbnen synes at indhente spillemanden og hans lille familie, mærker vi også de stærke naturkræfter og den dybe kærlighed i Bent Sørensens musik. Den nordiske tristesse er umiskendelig, og forfølger en længe efter de sidste toner er blevet spillet – som Liv Ullmanns tryglende blikke efter en Ingmar Bergman-kavalkade. Men heldigvis ledsaget af en klangmæssig skønhed, som man under ingen omstændigheder ville have undværet.
(Michael Søby)
