Selvom man elsker Walt Disneys ASKEPOT er det fuldt forståeligt, hvis nye generationer af kvinder længes efter andre kvindeidealer. I samarbejde med instruktøren Thomas Agerholm og dramaturgen Pierre Westerdahl har Line Knutzon skrevet manuskriptet til en moderne musical, der tager livtag med ASKEPOT-myten.
ASKEPOT THE MUSICAL havde premiere i Tivolis Koncertsal i 2024, men nu har producenterne Lion Musicals lejet sig ind Operaen, hvor forestillingen kan nydes i en forbedret udgave. Benjamin La Cours spektakulære scenografi får bedre mulighed for at folde sig ud, og selvom den flotte græskar-baserede guldkaret fra tegnefilmen minder mere om en guldglaseret budcykel i musicalversionen, er den ikke uden en vis charme. Nellie Bethels dynamiske koreografi kommer også mere til sin ret i Operaen, og det fortjener både hun og danserne.
Designeren Soeren Le Schmidt har haft tid til at kæle for flere detaljer i kostumerne, men nogle af de løjerligste replikker i Line Knutzons manuskript passer stadig bedre ind i et skævt skuespil af Line Knutzon end i en musical, der vil tages alvorlig som kønsrollekritik.
Johanne Milland fremstår langt mere naturlig, efter at hun har haft lejlighed til at spille rollen en del gange, og hendes sangstemme er ligeså yndig som hendes balkjole.
Silas Holst holder tydeligvis frikvarter fra koreografiske udfordringer, og morer sig og os med at agere god fe, selvom rollen stadig forekommer mere irriterende end sjov.
Julie Steincke arbejder effektivt med rollen som ond stedmor iført lækre kreationer, men den komiske lethed, der ville have klædt rollen, finder hun kun i glimt. Hans kraftfulde sang forbliver dog en gevinst for forestillingen.
I rollen som kongen bliver Stig Rossen en velsyngende anakronisme, og når han med pompøs røst skråler “Aller! Aller!”, er det som et vemodigt ekko fra “Les Misérables”. At der i forestillingen skal refereres til Rossens støvede grand prix-sang, virker bare plat, og da han ganske umotiveret blotter overkroppen ved fremkaldelserne bliver det direkte pinligt. Stig Rossen er bedst i en far-søn duet, og burde have været forskånet for de mange henvisninger til kongens tå.
Mændene er generelt nogle skvat i forestillingen, men både Cristopher Rørmose og Jens Kau Wahlers bidrager med flotte sangstemmer, god energi og lune bl.a. som tudeprinsen og hans kammertjener.
Nogen helstøbt musical er ASKEPOT stadig ikke helt, trods iscenesætter Thomas Agerholms forbedringer, men man har faktisk også på fornemmelsen, at dele af publikum vil stille sig tilfreds med lidt ydre glamour og nogle lidt nemme point i forhold til de moderne kvinderoller.
Rasmus Seebachs sans for at skabe ørehængere fornægter sig heller ikke her, og kærlighedsduetten ”Brand New Evergreen” har afgjort hitpotentiale.
ASKEPOT er med andre ord se- og lytteværdig underholdning, men heller ikke meget mere end det.
(Michael Søby)
