Ingen tvivl om, at ASKEPOT-myten godt kan trænge til en moderne make-over, men man savner unægtelig Disney-udgaven, når man har været udsat for den nye version i Tivolis koncertsal. For Disney-versionen virker stadig boblende frisk takket være nogle geniale kreative løsninger, og ikke mindst skabelsen af ASKEPOTs kjole er et højdepunkt – ikke blot i filmen, men i Disneys samlede kreative virke.
I Tivolis Koncertsal må vi nøjes med en håndfuld fine kreationer at se på, men mindst ligeså mange, der virker sært ufærdige eller direkte sjuskede. Designeren Soeren Le Schmidt har ellers være på alles læber, efter at han skabte den flotte balkon-kjole til vor nye dronning, men det er også noget ganske andet at lave teaterkostumer, må man konstatere.
Den sædvanligvis leveringsdygtige scenograf Benjamin La Cour synes også at have haft for meget at se til, og den lille guldkaret, hvor der knap nok er plads til ASKEPOT synes symptomatisk for de mange kompromiser, der synes at have sat deres præg på det endelig resultat.
Line Knutzons manuskript, der mixer en nutidig modehistorie med eventyret, drukner desværre i indpakningen, og selvom Johanne Millang for så vidt har en god sangstemme, så bliver hendes ASKEPOT et postulat, og der skal altså mere end en nydelig kjole til at gøre hende til en prinsesse.
Cristopher Schøllhammer Rørmose kan også synge i rollen som prinsen, omend hans diktion får de fleste af sangteksterne til at fortabe sig i rummet, og man forstår faktisk godt, hvor Askepot alias Ella foretrækker hans unge kammertjener, ganske naturligt sunget og spillet af youtuberen Rasmus Brohave.
Pelle Emil Hebsgaard leverer endnu en af disse mekaniske præstationer, der ikke bør forveksles med skuespil, hvorimod Caroline Henderson kaster sig ud i det store overspil, der faktisk passer ganske godt til rollen som ond stedmor.
Stig Rossen fremstår som en rendyrket anakronisme som kongen, og når han med pompøs røst synger “Aller! Aller!”, er det som et vemodigt ekko fra “Les Misérables”. At der skal refereres til hans støvede grand prix-sang ville være gået an i en revy, men i en musical, der vil tages alvorlig i sin redefinering af en klassisk kvinderolle, virker det bare plat. Og når han ved fremkaldelserne lige må blotte sin brystkasse, fremstår det desværre som en patetisk gammel mands desperate higen efter den sidste opmærksomhed.
Især efter pausen får Rasmus Seebach markeret sig som sangskriver med et par fede duetter, og iscenesætter Thomas Agerholm formår tilmed at få samlet historierne nogenlunde, så vor heltinde ikke behøver en mand for at blive lykkelig! Så er der sikkert en del, der jubler på Kvindernes internationale kampdag.
Nogen helstøbt musical bliver ASKEPOT dog ikke, men man har faktisk også på fornemmelsen, at dele af publikum vil stille sig tilfreds med lidt ydre glamour og nogle nemme point i forhold til moderne kvinderoller. Men vil man underholdes med charme, tekniske finesser og poesi, så er man stadig bedre tjent med Walt Disneys ASKEPOT.
(Michael Søby)
