Morten Kirkskov var en glimrende chef for Aalborg Teater i årene 2011 til 2015, og har siden også haft mange sejre som skuespilchef på Det Kongelige Teater med Thomas Bendixens mesterlige opsætning af Matthew Lopez’ ARVEN som det utvetydige højdepunkt.
Stykket har modtaget Broadways og West Ends største anerkendelser i form af en Tony og en Olivier som årets skuespil, men med en spilletid på over 8 timer er det ikke bare en enorm udfordring for de medvirkende – kunstnerisk såvel som fysisk, men også en kæmpe satsning for Det Kongelige Teater i forhold til publikum.
Alle forbehold blev dog fejet til side på premiereaftenen, og efter flere sæsoner med udsolgte sale kan man nu for 3. gang opleve ARVEN på Skuespilhusets Store Scene, hvor ordene atter fik fokus takket være et exceptionelt godt skuespillerhold.
Vi bliver indhyllet i en magisk fortælling, hvor forfatteren Edward Morgan Forsters hovedværk “Howard’s End” (kendt fra James Ivorys filmversion med Emma Thompson i en Oscar-belønnet hovedrollepræstation) er udgangspunkt for et portræt en gruppe homoseksuelle i tiden omkring midt-80’ernes AIDS-epidemi.
E. M. Forster optræder ligefrem på scenen i skikkelse af en aldeles formidabel Jens Jørn Spottag. Han tegner også et sørgmodigt smukt portræt af husejeren Walter Poole, der efterlader sin drømmebolig til en åndelig beslægtet ung mand ved navn Eric (en stor opgave forvaltet med både poesi, ynde og overbevisning af Emil Blak Olsen).
Walters partner, forretningsmanden Henry Wilcox (knivskarpt gestaltet af skuespilchefen Morten Kirkskov), lader sig overtale af sine sønner til ikke at overdrage huset til Eric, da Walter aldrig nåede at udarbejde et officielt testamente med dette krav.
Tilfældet vil, at Eric bryder med sin kæreste, den selvfede forfatter Toby Darling, storartet spillet af Alvin Olid Bursøe med stadig mere destruktiv selvforagt. Eric finder trøst hos Henry, som er lige så republikansk som Erics venner er demokrater, men deres forhold kompliceres af to unge mænd, den ambitiøse skuespiller Adam og den fattige trækkerdreng Leo (et gennembrud for Jonathan Berghholdt Jørgensen).
I den afsluttende scene dukker Margaret, forestillingen eneste kvinde, op. Hun er heldigvis værd at vente på, for hun spilles med en betagende naturlighed af Karen-Lise Mynster: Margaret fremstår som en livsklog kvinde, der først for sent har indset, at hun aldrig fik sagt de ting, hun ville til sin afdøde søn.
Samtlige medvirkende har dog ære af deres spil, og man kunne sagtens have undværet det unødvendigt sentimentale klichétunge klaverspil i enkelte passager. Skuespillerne behøver ikke musikalsk hjælp til at fremkalde følelser.
Palle Steen Christensens luftige sceneografi fremstår derimod som en gevinst for forestilling, og Niels Henning Krag Jensbys oversættelse fungerer upåklageligt.
Man keder sig ikke et sekund, og vælger man at se forestillingen over to dage bliver det kun 3 timer og tyve minutter pr. aften inklusiv to pauser. Men den lange udgave på 8 timer og 10 minutter kan klart anbefales og inkluderer en spisepause på halvanden time.
Men at gå glip af forestillingen vil i al fald være en forbrydelse, for ARVEN er og bliver en bedrift uden sidestykke i Skuespilhusets historie. Aldrig har man hørt så stormende et bifald på dets store scene – og det var ikke kun de medvirkende, der havde våde øjne ved de mange fremkaldelser. ARVEN fremstår også tredje gang som 10-årets store teaterbedrift – kulminationen på Morten Kirkskovs virke på Det Kongelige Teater.
(Michael Søby)
