(foto: Miklos Szabo)
Uropførelsen af ARIADNE PÅ NAXOS (“Ariadne auf Naxos”) fandt sted i Stuttgart i 1912 som efterspil til “De adelsgale borger” af Molière, og fire år senere fik operaen endelig premiere som selvstændigt værk i Wien.
Først i 1959 blev det tid for den første danske opførelse, som fandt sted på Det Kongelige Teater med Carl Ebert som iscenesætter. Den stjernestøvede rolleliste talte navne som Ellen Winther, Ruth Guldbæk, Jørgen Hviid-Jensen, Kirsten Schultz, Ib Hansen og Claus Lembeck, men den der fik mest opmærksomhed var Poul Reumert i talerollen som hushovmesteren (en rolle der i den nye version er erstattet af en såkaldt PA: Personlig Assistent).
I Katie Mitchells begavede men ikke uproblematiske iscenesættelse på Operaens store scene inviterer et rigt ægtepar til en festmiddag efterfulgt af seriøs opera (“Ariadne på Naxos”), et munter efterspil af en gøglertrup og med fyrværkeri som festlig finale. Men kunstens vilkår var allerede på den tid truet, og via værtens personlige assistent meddeles kunstnerne, at man for at spare tid gerne vil have opført opera og efterspil samtidig!
Det er komponisten (lidenskabeligt sunget og spillet af Elisabeth Jansson) bestemt ikke tilfreds med, men da den økonomiske aftale allerede er indgået, kan kunstnerne ikke gøre andet end at bide i det sure æble og forsøge at finde en løsning.
Efter pausen er vi sprunget frem til selve opførelsen af de to værker. Chloe Lamfords scenografi lader det rige ægtepar sidde i venstre side af scenen sammen med en håndfuld gæster, da de fleste af de inviterede allerede er faldet i søvn ovenpå festmiddagen. I højre side ser vi så den stadig mere kaotiske opførelse af operaen, der ikke blot forstyrres af gøglerne, men også af tilråb fra det rige ægtepar, hvis respekt for kunsten viser sig at kunne ligge på et meget lille sted.
Ann Petersen er tilbage i rollen som Ariadne, et parti hun allerede påtog sig i 2009 med succes. Men i denne opførelse savner man den fornødne glød, og kun i scenerne med den karismatiske tenor Jamez McCorkle i rollen som Bacchus mærker man tidligere tiders storhed i stemme og skuespil.
Blandt de øvrige medvirkende glæder man sig over den spanske sopran Serena Sáenz som Zerbinetta og en herlig selvironiske indsats fra Gert Henning-Jensen som Brighella. Det Kongelige Teaters faste rundviser Lars Halby gør tilmed god fyldest som rig vært iført en prægtig rød kjole. Opera til tiden, hvis nogen skulle være i tvivl. Men synd at Halbys store replik på tysk skal placeres oveni musikken – det har ingen glæde af.
Også operatalentet Marcus Dawson formår at gøre indtryk som lakajen, men den stadig mere livløse iscenesættelse efter pausen får desværre kedsomheden til at melde sig, og selv Richard Strauss’ dejlige musik dirigeret af Giedrė Šlekytė er ikke nok til at gøre opsætningen til mere end delvis vellykket.
(Michael Søby)
