København 1975. Den kontroversielle forfatter og filosof Hannah Arndt er i Danmark for at modtage Sonningprisen som anerkendelse af hendes bidrag til den europæiske civilisation.
Det er udkantspunktet for Rhea Lemans seneste skuespil ARENDT, der ikke bare fremstår som hendes mest ambitiøse, men også som det mest berigende.
Hannah Arendt befinder sig på sit hotelværelse, hvor hun kæmper med at få sin tale klar til den prisuddelingen den følgende dag. Værelset i Lisbeth Burians scenografi er har tre vinduer, der sammen og hver for sig transporterer os tilbage i tiden:
Til Berlin, hvor rigsdagsbranden i 1933 foregreb uhyrlighederne mod jøderne under anden verdenskrig.
Til Paris, der for en tid blev kærlighedens by for en både rodløs og rastløst flygtning.
Til Jerusalem, hvor retssagen mod nazibødlen Eichmann i 1961 blev omdrejningspunktet for Hannah Arendts hovedværk “Eichmann i Jerusalem : en rapport om ondskabens banalitet”, der udkom to år senere.
Fortidens spøgelser gestaltes overbevisende af to af Odense Teaters ypperste skuespillere, Benjamin Kitter og Klaus T. Søndergaard. Benjamin Kitter vandt tidligere på året Reumert-prisen som bedste mandlige ensembleskuespiller for sin indsats i August Strindbergs “Dødsdansen”, og springer ubesværet og med betydelig virtuositet mellem rollerne som snu naziofficer, selvhævdende elsker og Eichmann-retsagens indædte anklager.
Også Klaus T. Søndergaard formår at veksle skarpt mellem rollerne som bl.a. dorsk journalist, “fransk kok” samt en bevidst lidet dæmonisk Eichmann.
Det er efter pausen, da Hannah Arendt selv må stå skoleret for sin kritik af retssagen mod Eichmann, at Rhea Leman begår en genistreng ved at Hannah Arendt selv stå skoleret med udgangspunkt i “Ondskabens banalitet”, som hun endnu ikke har skrevet. I hendes øjne blev retssagen mod Eichmann reduceret til en israelsk hævnakt bl.a. ved at være henlagt til Jerusalem, og ikke den globale fordømmelse, som i højere grad havde givet mening.
Der er noget uforsonligt i Ina-Miriam Rosenbaums talent, der i den grad kommer til sin ret i portrættet af Hannah Arndt, der insisterede på at skildre, det hun så, selvom det kostede hende dyrt – både karrieremæssigt og privat. Ina-Miriam Rosenbaum har vundet Reumert-priser for monologer, der hver på deres måde afspejlede jødiske skæbner – med et særligt blik for de jødiske kvinder. Men denne gang er det ikke primært præstationen, der aftvinger den dybeste respekt, men i lige så høj grad forestillingen. Sønnen August Rosenbaums jazzede underlægningsmusik parret med hans til tider foruroligende lydkulisse forekommer perfekt afstemt med ordene i Anne Zacho Søgaards formidable iscenesættelse.
I lighed med Margarethe Von Trottas spillefilm “Hannah Arendt” fra 2012 med Barbara Sukowa i titelrollen får vi her et portræt af en dybt begavet kvinde, der både bliver offer og helt i kraft af sine skarpe iagttagelser. “At se i mørket” hedder det i forestillingens undertitel, og det er lige netop hvad Ina-Miriam Rosenbaums ARENDT formår – med insisterende akkuratesse og en helvedes masse smøger.
Off Off/Produktion har skabt forestillingen med Odense Teater som medproducent i samarbejde med Aveny-T, og den fremstår som kulminationen på et langvarigt samarbejde mellem Rhea Leman og Ina-Miriam Rosenbaum. Et samarbejde som dansk teater ikke kan undvære.
(Michael Søby)
